Spot en trend

For femte år i træk arbejder studerende fra de tre ungdomsuddannelser – Solrød Gymnasium, HTX Køge og Køge Handelsgymnasium – sammen om innovation i et fagligt og socialt krydsfelt på den 24-timer lange Medicicamp.

I år fandt det sted på Køge Handelsgymnasium, og temaet for døgnets arbejde var trends.

Torsdag den 8. marts efter frokost ankom de 180 deltagere fra de tre ungdomsuddannelser med deres lærere for at tage hul på årets Medicicamp. Fra Solrød Gymnasium ankom 1d og 1e med underviserne Anne Sofie Fuglsang-Damgaard og Flemming Lindquist Hansen. Fra HTX Køge kom 1a og 1b med underviserne Kurt Greis og Hanne Vejlgaard Nielsen, mens Køge Handelsgymnasium var repræsenteret med innovationsklasserne 1g og 1h og underviserne Anders Ellegaard, Astrid Underbjerg, Gitte Ahrensberg og Anita Friis Idorn. Programmet bød først på velkomst ved hhx uddannelseschef Palle Birch og lidt over kl. 13 kom Medicicamp for alvor i gang. De studerende bliver sat i grupper af seks – på tværs af klasse og uddannelse. Som Astrid Underbjerg siger: ”De studerende bliver blandet, så ingen arbejder sammen med nogen, de kender. Medicicamp er både skabt med det faglige og det sociale i højsædet. Vi er inspireret af renæssancens tilgang til opfindelser og ideudvikling som fx fyrstefamilien Medici i Firenze var det. I et arbejdskrydsfelt mellem filosoffer, videnskabsmænd og kunstnere, så nye banebrydende opfindelser dagens lys. Vi overfører det til de tre ungdomsuddannelsers forskellige tilgange til teori og praksis – og lader de studerende opdage de gode samspil, der opstår i tværfaglige møder.  Vi ønsker med Medicicamp, at alle studerende tager hjem med en god oplevelse i bagagen fra 24 timer sammen med andre unge, og at de bliver gode samarbejdspartner, for de fået konkrete erfaringer i at agere med andre i en stor gruppe. Fra torsdag til fredag skal alle grupperne frembringe et produkt eller en service, som tager udgangspunkt i eller understøtter en trend – som fredag vurderes af eksterne dommere.” Første skridt på Medicicamp var oplæg udefra. Trendforsker Henrik Vejlgaard, som er forfatter til seks bøger om emnet, underviser og arbejder som konsulent for en række virksomheder, holdt oplæg for de studerende om trends og hvordan man spotter en trend. Oplægget skulle give de studerende værkstøjer til, hvordan man øjner en tendens i tiden som den første. ”At kunne spotte trends er en social proces. Mange trendsættere findes blandt unge, blandt velhavende mennesker og blandt kreative mennesker, der arbejder med fx kunst, design og musik. De tager som firstmovers de nye tendenser til sig. Med tiden udbredes trenden og den bliver mainstream – og da er firstmoverne for længst rykket videre til noget andet. Det er en konstant proces, som sker over alt fx produktudviklingen, med gadgets og i moden,” fortæller Henrik Vejlgaard, som deltog i hele Medicicampen. Foruden oplæg om trends, kørte han workshoppen ”Spot en trend” med de studerende og holdt oplæg fredag om logo og branding – og gik også ind i rollen som sparringspartner med grupperne og agerede dommer. ”Stemningen er god og jeg er fascineret over, hvor godt de unge arbejder, og hvor hurtigt de rykker. Det har været utroligt at opleve, hvor meget der kommer ud af et døgns intenst arbejde,” siger Henrik Vejlgaard.   

Se verden fra en andens sko
Foruden oplæg kom de studerende også i gang med at lære hinanden gennem arbejde i workshops, som havde til formål at introducere til værktøjer, som kunne barsle de gode ideer. De studerende lagde efter navnelege ud med at arbejde med associationer og silent brainstorm ud fra ordet trend. I stilhed skrev de studerende ord op, de forbandt med trend, i et mindmap. Inden det egentlige arbejde med koncepter, forsøgte de studerende sig med fjolleri som teknik til at åbne for æsken med innovative ideer. Alle skulle smide venstre sko og iføre sig en andens. Derefter skulle alle forsyne sig med en dagligdagsting fra et bord for at gøre sig overvejelser, der kunne rykke dem tættere på en lys ide i en glad verden. At se verden – helt bogstaveligt fra en andens sko – og udstyret med fx busbilletter, teposer, bamse, æble og cd – satte skub i frembringelsen af et produkt eller en service, som grupperne skulle udvikle og præsentere for et dommerpanel fredag eftermiddag.

Gedemarked af trends
Dommerpanelet blev udgjort af revisor Allan Østergaard Jørgensen fra Gyrn, Lops og Brandt, marketingschef Mette Rasmussen fra The Whole Company, næstformand i EUC Sjælland Steffen Hansen fra Dansk Metal, formand for EUC Sjælland Lasse Houengaard som ejer VVS-firmaet Finn L. og Davidsen, trendforsker Henrik Vejlgaard og adjunkt Michael Laugesen fra Køge Handelsgymnasium, som i grupper af to gik rundt på præsentationsbasaren Gedemarkedet for at høre gruppernes præsentationer i form af elevatortale. De udvalgte først seks grupper til at gå videre til den store finale. Grupperne præsenterede deres elevatortaler for hele forsamlingen, og dommerne voterede igen. Vinderne i årets Medicicamp blev: På tredjepladsen gruppe 15 bestående af Tobias H. Andersen (stx), Kasper Lorentzen (hhx), Ashot Hakobjan (hhx), Kenneth Slot (htx) og Alex Bjørnstorp (htx) med et katastrofevarslingssystem. På andenpladsen kom gruppe 27 med Rasmus Hangaard (stx), Mikkel N. Westergaard (hhx), Nicklas Jørgensen (htx) og Andre Jarlstrøm (htx) for en energiforbrugssamler, der giver privatforbrugeren overblik over husstandens varme, el og vand. På førstepladsen kom gruppe 28 med Kristoffer K. Mathiasen (stx), Sara C. Mudersprach (stx), Mie Hansen (hhx) og Simone Hindkjær (hhx), Jannick Karstensen (htx) og Jonas E. R. Jonsson (stx) for pennen med hukommelse. Præmien til 2. og 3. pladesen var påskeæg, mens 1. pladsen var gavekort fra Køge Handelsstandsforening.

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.