En lærerig stund. Derfor
Fra det nye auditorium på Køge Handelsgymnasium er der direkte kig til Nettos hovedsæde i Transportcenteret.
Tirsdag den 10. januar udgjorde udsigten det perfekte baggrundstæppe, da lektor Dagny Thomsen bød Netto inden for til at fortælle om discountkæden for fire klasser i faget afsætning på højniveau. Studerende i 1b, 3a, 3b og 3x fik forleden fornøjelsen af at høre HR-konsulenterne Rikke Kejser og Christian Dahl fortælle om Netto før, nu og i fremtiden. De studerende havde på forhånd forberedt sig på virksomhedens besøg i undervisningen, og Dagny Thomsen havde fremsendt klassernes spørgsmål til Nettos konsulenter. Besøget skulle på den måde bruges til at sætte en praktisk dimension på teorien – og som altid er gæster fra det virkelige erhvervsliv et frisk pust, som styrker undervisning og minder de studerende om fremtidens muligheder. Nettos besøg blev i høj grad også brugt af de studerende til at reflektere over egne situationer og mulige karriereveje efter studentereksamen. Undervejs i oplægget var der ping-pong mellem de studerende og konsulenter. De studerende fik stillet spørgsmål og hvert rigtigt svar udløste en mini-scottiehund.
Netto over tid
Programmet var klart. Rikke Kejser og Christian Dahl lagde ud med at fortælle om deres egne veje ind i Netto-koncernen. Begge havde været i detailbranchen og militæret, inden de blev ansat i Nettos HR-afdeling. De gav et indblik i virksomhedens historie med udgangspunkt i Dansk Supermarked, som er en del af Mærsk. Ud over Netto ejer Dansk Supermarked fx Bilka, Føtex, Tøj & Sko samt stormagasinerne Salling. Foruden Netto-butikker i Danmark har discountkæden også hjemme i Tyskland, Sverige, Polen – og England, indtil butikkerne blev solgt fra i 2011, fortalte Rikke Kejser. Netto, som fejrede 30 års jubilæum sidste år, fik sin første butik på Godthåbsvej på Frederiksberg. Dengang var sortimentet meget sparsomt og en løbeseddel formidlede ugens tilbud. Meget er sket siden – og nu er Nettos reklameavis, som er et mindre katalog, den mest læste i Danmark, fortalte Rikke Kejser. Netto er den kæde, der klarer sig bedst – også indenfor discount. Netto-butikkerne har i dag ca. 1.000-1.200 varenumre indenfor dagligvarer og spottilbud. Det er stadig lagt an som et lagersalg, når det gælder trafikken af skiftende spotvarer – men butikken har over tid ændret sig på nogle områder, kunne Christian Dahl fortælle. Netto har i dag også magasinet Lime, telefoniselskabet Nettalk og samarbejder fx med kvalitetsfødevareproducenten Løgismose. Netto er stadig discount, men der er blevet lagt mere vægt på service og den gode oplevelse. Vareflowet er enormt og vores medarbejdere i butikkerne løber rigtigt stærkt, men et smil koster jo heller ikke noget, tilføjede Christian Dahl. Konsulenterne viste de studerende Nettos imagevideo, hvor kæden over otte minutter med billeder, musik og statements får fortalt om kædens historie og samtidig viser Netto som en alsidig og dynamisk virksomhed for sine kunder og for fremtidige medarbejdere. Efter videoen fortalte Christian Dahl de studerende om karrierevejene og uddannelsesmulighederne i Netto. Det er en arbejdsplads, der appellerer til mennesker, som ønsker et højt tempo – både i arbejdsdagen og avancementsmulighederne. Netto tilbyder tryghed i ansættelsen, efteruddannelse og sociale aktiviteter fx bød Netto alle ansatte til fest på Brøndby station, hvor bl.a. Medina, Rasmus Seebach og Kim Larsen stod for underholdningen, sagde Christian Dahl og fortalte endvidere, at Netto scorer højt, når det gælder de ansattes trivsel. Mon ikke en enkel studerende eller to nu overvejer en fremtid i Netto…