Frivillighed lønner sig

 

Studerende på Køge Handelsgymnasium kan pynte på deres CV parallelt med de tager deres ungdomsuddannelse. Frivilligt arbejde findes i mange afskygninger – på Køge Handelsgymnasium har man senest indgået samarbejde med Dansk Røde Kors om F-venner.

Unge i dag har meget at se til: Uddannelse, venner, fritidsarbejde og sport. I Dansk Røde Kors Køge-afdeling håber bestyrelsesmedlem og international ambassadør Claus Steen Petersen, at de studerende på Køge Handelsgymnasium alligevel har tid og lyst til at tage endnu en aktivitet til sig: Nemlig frivilligt arbejde i projekt F-venner. ”Inspirationen til F-venner kommer fra København, hvor flere organisationer i fællesskab hjælper børn fra indvandrer- og flygtningefamilier ind i idrætslivet,” fortæller Claus Steen Petersen, som er aktivitetsleder for projektet. ”I Køge-området findes børn med såvel dansk som udenlandsk baggrund, som ikke deltager i kommunens mange fritidstilbud. I mange tilfælde kommer børnene fra familier, som af den ene eller anden grund ikke er i stand til at tilmelde deres børn eller følge op på børnenes deltagelse i fritidsaktiviteter,” siger Claus Steen Petersen. ”Konsekvensen er, at børnene her og nu går glip af glæden ved at indgå i det sociale liv omkring fritidsaktiviteter. På sigt risikerer børnene at miste væsentlige kompetencer for at kunne begå sig godt i samfundet. Vi har talt med Køge Kommune og de råder over et antal fripladser – fritidspas – som kan hjælpe børnene til at deltage i fritidslivet. Alligevel tager deres familier ikke imod tilbuddet. I Dansk Røde Kors Køge vil vi gerne engagere unge mennesker, som vil påtage sig ansvar for at føre børnene ind i den nye fagre verden af fritidsaktiviteter – og det er her blandt andet unge fra Handelsgymnasiet kommer ind i billedet,” siger Claus Steen Petersen. ”Forældrene skal give deres accept til at deres børn må hjælpes på vej af F-vennerne – og med tiden er det meningen, at forældrene skal inddrages og overtage ansvaret helt for børnenes fritidsliv.”

Tegn på ansvarlighed 
”Vi opfordrer vores studerende til at gøre sig alle mulige erfaringer. Mange har jo fritidsarbejde ved siden af – men undertiden er de jobs, man har under sin ungdomsuddannelse knap så studierelevante,” siger uddannelseschef Palle Birch på Køge Handelsgymnasium. ”Mange firmaer har i disse år stort fokus på fx social ansvarlighed, bæredygtighed, fairtrade, miljø og klima – og derfor er det oplagt for vores studerende, at de bruger tid på frivilligt arbejde – hvis de har tid og lyst. At gøre et frivilligt arbejde for at hjælpe andre er værdifuldt, fordi man gør en forskel for andre. Dansk Røde Kors Køge-afdelings projekt med F-venner er det nyeste tiltag, vi støtter op om og anbefaler vores studerende at bruge tid på linje med de øvrige projekter i Projekt Frivillig.”

”Vores forskning viser, at mennesker der laver frivilligt arbejde, er flittige og har typisk mange jern i ilden,” fortæller seniorforsker Torben Fridberg fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. ”I vores undersøgelser siger unge, at de meget gerne vil lave frivilligt arbejde – og mange ville gøre det, hvis de blev spurgt. Når unge mennesker laver frivilligt arbejde er det uselviske motiver, der er drivkraften. De unge ønsker at lave et meningsfuldt arbejde, som kan være til glæde og gavn for andre. Glæder det en anden, bliver man som regel også selv glad, ” siger Torben Fridberg. ”Det frivillige arbejde må desuden gerne være interessant og sjovt – og indebære et ansvar, som kan udvikle den, som udfører arbejdet. Dansk Røde Kors om F-venner er en kæmpeudfordring og vil både være lærerigt og udviklende for de unge, der går ind i det,” siger Torben Fridberg.

”F-venner er et prisværdigt projekt, og det er godt at høste sig mange forskellige slags erfaringer for det er med til at udvikle mennesker såvel personligt som socialt,” siger direktør i Jobindex, Kaare Danielsen. ”Men primært skal man gøre det, hvis man synes, det er sjovt og fordi man gerne vil hjælpe andre.”

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.