Genistreger på udebane
I de smukke omgivelser i Ry ved Silkeborg har Køge Handelsgymnasium netop afholdt en international Innovationcamp med mere end 100 studerende fra Danmark, Sverige og Tyskland. Ugen gik med at arbejde i workshops og udvikle ideer til Dynaudio, Kræftens Bekæmpelse, Systime samt Lindhardt & Ringhof.
”På den netop overståede Innovationcamp blev de studerende – på tværs af skolerne – præsenteret for en række udfordringer fra de fire virksomheder Dynaudio, Kræftens Bekæmpelse, Systime og Lindhardt & Ringhof. Virksomhederne ville alle gerne have hjælp til at nå unge målgrupper. Det var tydeligt, at virksomhederne havde øjnet deres snit til at komme nær de unge selv ved denne lejlighed,” siger Jens Kjærgaard, lektor på Køge Handelsgymnasium, med et lille smil på læben. ”På baggrund af viden og teoretiske metoder udviklede de studerende løsningsforslag til virksomhederne, der til slut blev præsenteret for en dommerkomite bestående af partner Søren Deleuran i revisionsfirmaet Gyrn-Lops-Brandt, Erhvervsdirektør Torben Vilsgård i Erhverv Silkeborg og uddannelseschef Palle Birch fra Køge Handelsgymnasium,” fortæller Jens Kjærgaard. ”Kampen om førstepladsen var hård – men vinderne blev en gruppe, som havde udviklet en ide til en digital platform for Lindhardt & Ringhof, hvor målgruppen var universitetsstuderende med begrænsede økonomiske midler.” ”Campen blev afholdt i de naturskønne områder ved Himmelbjerget, som der også blev tid til at bestige. Udover arbejdet med de meget virkelighedsnære opgaver for de fire virksomheder fik de studerende også input fra oplægsholder Louise Porsborg fra projektet Selvstændighedsuddannelser i Region Sjælland. Hun introducerede de studerende til metoder til at holde den gode tale. Iværksætter Iben Louis Birkkjær fra Teapot Web Graphics præsenterede en metode til at inddrage oplevelsesøkonomi i konkrete ideer og projekter. Campen blev desuden åbnet af Anette Lind, fagkonsulent i innovation og afsætning,” fortæller Anisa Buskov. ”De studerende lagde ud med nogle teambuildingøvelser og kom i ugens løb igennem forskellige idégenererings-workshops. De skulle selv lave mad i et industrikøkken til alle campens deltagere, hvilket viste sig at være noget af en teambuildingøvelse,” forklarer underviser Anisa Buskov.
Næste stop: Himmelbjerget
”På innovationcamps er vi alle på udebane, men det er godt, for det fordrer anderledes arbejdsmønstre og tilgange,” siger underviser Jens Kjærsgaard. ”Vi har til vores innovationsklasser på Køge Handelsgymnasium udviklet et koncept, hvor vi hvert år forlader de vanlige skolerammer og arbejder med innovation en uge på en camp. På første år deltager vores studerende i to camps. Den ene hedder Medicicamp og den har fokus på det personlige. Her samarbejder vi med EUC Sjælland Teknisk Gymnasium i Køge og Solrød Gymnasium. Den anden hedder Basecamp og foregår enten i Sverige eller Tyskland. På andet år tager vi også på to camps. Den første kaldes Solutioncamp og den knytter sig tæt til nogle af handelsgymnasiets profilfag virksomhedsøkonomi og afsætningsøkonomi. I 2010 var vores studerende på Solutioncamp i Toscana. På Innovationscampen ved Silkeborg arbejder de studerende på det regionale i samarbejde med virksomheder. På både første og andet år arbejder vi sammen med Haganässkolan i Älmhult, Sverige og Frederich-List-Schule i Lübeck, Tyskland. På tredje år arbejder de studerende med globalisering og deres afsluttende projekt foregår i London,” fortæller Jens Kjærgaard. ”Progressionen hen over uddannelsens tre år afspejles på den måde i personligt, fagligt og socialt perspektiv,” supplerer underviser Anisa Buskov, som også er med på Innovationcamp. ”De fem camps giver de studerende værktøjer til at fungere som innovatører med en solid basis af såvel teori som praktisk erfaring – til gavn for vores samfund. I Danmark er kendskabet til innovation generelt lavt og antallet af personer, som kaster sig ud som selvstændige iværksættere er også begrænset – og det billede vil vi være med til at ændre på,” siger Anisa Buskov.