Når universalnøglen er matematik

Underviserne Rikke Haastrup, Sven-Erik Halling og Jens Kjærgaard fra Køge Handelsgymnasium udgør del af firkløveret bag et af forlaget Systime mest ambitiøse iBogsprojekter. Til sommer udkommer den første iBog i serien, som skal åbne hhx’eres øjne for matematikken som grundredskab i virksomhedsøkonomi, afsætning, samfundsøkonomi – og privatøkonomien ikke at forglemme.

”Det er ikke ukendt, at matematik lever et hårdt liv på handelsgymnasierne,” siger Jens Kjærgaard, lektor på Køge Handelsgymnasium. ”Når nye studerende begynder på 1. år er det de nye matematiske og økonomiske fag, der optager mest fx virksomhedsøkonomi, afsætning og samfundsøkonomi. Eleverne har haft matematik i folkeskolen og mener, at en lommeregner nu kan klare ærterne for dem. Og det er synd – for matematik er et væsentligt værktøj at kunne beherske i de nye fag, man får på handelsgymnasiet. Mange matematiklærere oplever, at studerende ligefrem spørger om, hvad de skal bruge matematikken til,” siger Jens Kjærgaard. ”Derfor så vi et behov for at lade matematik få en central plads, og det er baggrunden for, vi med Systime i ryggen gik i gang med projektet. Foruden mine kollegaer Rikke Haastrup og Sven-Erik Halling har vi selskab af Jane Thrane fra Roskilde Handelsgymnasium. Til sommer udkommer første del ”plus1” – og den kan allerede ses i bidder på Systimes hjemmeside. Over de to kommende år udkommer ”plus2” og ”plus3”,” siger Jens Kjærgaard.  ”Men hvordan gør man matematik interessant? Det nytter ikke at fortælle det til de studerende. De skal opleve det og selv høste erfaringer: De studerende skal have fingrene helt ned i matematikken – de skal fornemme, hvordan matematik fungerer alene og i relation til andre fag. Med iBogen som format er det muligt at lade studerende arbejde selv i kraft af bogens interaktivitet. Og der er plads til at arbejde eksperimenterende gennem nye opgavetyper, vi har udviklet til ”plus”-serien. Det kan fx være opgaver, hvor den studerende automatisk får at vide om, de har regnet rigtigt eller grafer, der kan manipuleres,” fortæller Jens Kjærgaard. ”Vores iBog giver desuden muligheder for, at underviseren kan arbejde effektivt med klassen, idet interaktiviteten lader de dygtige studerende arbejde og udforske på egen hånd, mens læreren kan bruge mere tid på dem, der har lidt større behov,” siger Jens Kjærgaard.

Forståelse af verden
”Med ”plus1” vil vi vise de studerende matematikkens rolle i samfundet,” siger Jens Kjærgaard. ”Hvert emne bliver indledt med en relation til økonomiske forhold – og derefter præsenteres matematikken, som kan anvendes til at løse problemstillingen. Det bliver udgangspunktet for at løse konkrete økonomiske spørgsmål. Hele tiden vekslevirker vi mellem matematik og løsning af et givent felt inden for et fag og dets problemstillinger.  Det bliver på den måde et tværfagligt arbejde, hvor matematikken rummer nøglen til løsningen.  I samfundsøkonomi beskæftiger man sig fx med store linjer i vores eget samfund og på internationalt plan. Her vil det fx være oplagt at se på mekanismerne mellem udbud og efterspørgsel. Det er matematik,” siger Jens Kjærgaard. ”I virksomhedsøkonomi handler det om, hvordan virksomheder træffer økonomiske beslutninger. Her vil man se på afskrivninger – altså hvordan varer falder i værdi, efter de tages i brug. Det kunne være et løbebånd i et fitnesscenter. Det er matematik. I afsætning arbejder man med marketing og reklame – her kunne en konkret problemstilling være at se på sammenhængen mellem en radioreklame og kendskabet til et lokalt flyttefirma. Det er også matematik. Det er den slags faglige koblinger, som vi vil sætte fokus på i matematikundervisningen med ”plus”-serien,” siger Jens Kjærgaard.

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.