Nu står verden åben
Lørdag den 30. juni fandt Køge Handelsgymnasiums translokation sted i Ravnsborghallen, som var fyldt til bristepunktet. 248 dimittender fik overrakt eksamensbeviser og en håndfuld modtog legater doneret af Danske Bank, Nordea, Nykredit, Spar Nord, HK og Bistro Sko.
Ved årets translokation blev hele ni klasser fejret med pomp og pragt. Mere end 1000 mennesker – studenter, familie, venner samt ansatte og skolens bestyrelse – deltog i den festlige eftermiddag, som bød på festtaler ved skolens bestyrelsesformand Ole Hoier og direktør Tim Christensen, underholdning ved skolens band, gallaquiz samt overrækkelse af eksamensbeviser og legater. Dagens konferencier var lektor Henrik Kureer. Klokken 12 bød Ole Hoier velkommen inden fællessang. Han ønskede studenterne tillykke og held og lykke videre med uddannelse og karriere i erhvervslivet, som optakt til den traditionsrige translokationstale ved skolens direktør. Tim Christensen ønskede først de nye studenter tillykke med huen og eksaminerne – herefter sendte han dem ud i verden med en håndfuld gode råd. Han sagde blandt andet: ”I bliver student i en tid under voldsom forandring. Før var viden et magtmiddel, som kun eksperter og medier og institutioner kunne tolke – i dag er viden frit tilgængelig for alle på internettet – og alle er med til at skabe indhold på wikipidia, facebook, twitter og youtube. (…) Sikkerhedsidealet dominerer vores samfund – det er en kunst at lære sig at leve med usikkerheden for ikke at lammes af tvivl. Tvivl er jo i virkeligheden et forbigående fænomen, som hele tiden erstattes af viden og sikkerhed – men tvivl skal der til, for det skaber innovation, kreativitet, læring og gode nysgerrige mennesker – så lov mig at tvivle,” sagde Tim Christensen. ”Tidligere sagde jeg, at verden står åben med en blå studenterhue. NU er verden åben, alt er i opbrud – det er ikke længere en mulighed, men et vilkår at I skal forholde jer til et globalt perspektiv. Det stiller krav til jeres evne til at navigere, både når det gælder om at passe på sig selv, men også med at tolke de voldsomt mange informationer, der er tilgængelige – samt de mange forskelligheder hos mennesker, I møder. Vores samtid byder på talrige muligheder og sandheder – og det kræver et godt selvværd og gode beslutningsevner, for man skal i stigende grad selv åbne mulighederne i sit liv og i sin karriere. I den verden, I skal ud i, skal I skabe jeres eget brand. Jo tydeligere du lyser op i din identitet, jo lettere er du at samarbejde med. Kun hvis man er klar, får man følgeskab,” sagde Tim Christensen og påpegede at de nye studenter kan være gode til at skabe netværk, være god til at skabe relationer og fælles forståelser. ”Med hensyn til alle de kvalifikationer, vi har bibragt jer de tre forløbne år – så husk, at de først udvikler sig til virkelige kompetencer og færdigheder, der kan anvendes, når de bliver sat i spil i de forskellige forbindelser i skal indgå i på videregående uddannelser, i jobs og blandt andre mennesker. Man kan være den klogeste i verden – men den dårligste til sit arbejde, hvis man ikke kan samarbejde og forstå de nære omgivelser,” sagde Tim Christensen, som til slut atter ønskede stort tillykke eksamen – og held og lykke med beslutningerne, identiteten og fremtiden.
Henrik Kureer tog over – og greb sin altsax – og sammen med skolens band – sangerinden Karen Sjølund, Jimmi Koldenborg på trommer, Nikolaj Skaaning på keyboards, Martin Møller på bas og Dan Rasmussen på guitar – spillede han Eric Claptons “Change the World”, Stevie Wonders “Signed Sealed Delivered” og Blues Brothers “Sweet Home Chicago”. Efter musikken oprandt tidspunktet for den højtidelige del af programmet: Overrækkelse af eksamensbeviser. Direktør Tim Christensen stod for overrækkelsen sammen med uddannelsessekretær Mette Ringsager. Sammen med dem oppe på scenen ventede uddannelsesleder Lene Gammelgaard Müller for at give alle studenterne håndtryk og lykønskninger.
Lige det ekstra
Gallaquiz var det næste punkt på programmet. Årets quizvindere Tobias Nielsen og Signe Røtting fra 3h var oppe mod lærerne, som i år var repræsenteret ved adjunkt Mads Hegelund og adjunkt Signe Kaspersen. Studenterne fejede hurtigt modstanden bort og vandt overlegent quizzen, som bød på spørgsmål om sport, politik, film og musik. Årets legater var doneret af Danske Bank, Nordea, Nykredit, HK og Spar Nord gik til Mie Sunke fra 3a, Line Mayland Griffenfeldt Carlsen fra 3b, Stine Madegaard Christensen fra 3c, Monica Wagner Nielsen fra 3d, Casper Geertz Christensen fra 3e, Christian Trodsøe Hansen fra 3f, Mie Reumert Povlsen fra 3g, Amalie Karlshøj fra 3c og Sophia Brandt Hald fra 3x. Nynne Toft Rasmussen fra 3h, som havde fået årgangens højeste snit – hele 11,4 – modtog legat fra Bistro Sko. Efter uddeling af legater forsatte translokationen som reception med tapas til alle gæsterne, mens afgangsklasserne stillede op til de sidste klassebilleder. Ved 15-tiden afsluttede det sidste skolearrangementer for studenterne, som bagefter kunne fortsætte fejringen med familie og venner andre steder i det gode sommervejr.