Kina ifølge 3c

3c på IBS-retningen skriver hjem fra studieturen i Kina

Torsdag den 4. oktober 
I dag stod vækkeuret til kl. 06.00. Hvorefter vi gik ned og spiste morgenmad i den fantastiske restaurant med et helt fantastisk ”europæiske” udvalg. Alt hvad hjertet begærer. Alt lige fra frisk frugt, speciel lavet omelet, sushi og meget andet lækkert. Vi kørte fra hotellet kl. 07.30 og første stop var ved The Temple of Heaven. En enorm smuk park, hvor unge som gamle, kommer hver morgen laver forskellige former for dans, morgengymnastik, løb og meget andet. Blandt andet det berømte Tai Chi er meget udbredt blandt de ældre mennesker. Nogle af de studerende i 3c deltog blandt andet i en form for individuel Tai Chi, dans og Tai Chi ball. For at komme ind i The Temple of Heaven kræver det et medlemskab, som koster 20 Yuan om måneden, svarende til ca. 20 danske kroner. Efterfølgende kørte vi videre til et tehus, hvor vi prøvesmagte forskellige kinesiske teer. Hver te havde hver sin egenskab og efter prøvesmagningen havde vi mulighed for at købe noget af det meget dyre te. En lille dåse te kostede omkring 130 Yuan, svarende til lidt under 130 danske kroner. Sidste stop inden frokost var det berømte Lama Tempel. Lama Templet er kendt for det sted, hvor rigtig mange buddhister strømmer til for at bede til hver deres Buddha. Der blev både tændt røgelsespinde, kastet penge på det forskellige ønske-huse. Her gjaldt det om at få sin mønt så højt op på huset som muligt, da det var de øverste mønter Buddhaen først ser. En særlig ting, vi alle lagde mærket til i Templet, var opdragelse. En mor børstede sin søns tøj af efter han havde faldet, men ikke med et kærligt klap men så voldsomt, at drengen begyndte at græde. Frokost var som det plejede: Kinesiske specialiteter bestående af ris, nudler, kylling, oksekød, grønsager vendt i mange forskellige slags sovs. Ikke alles favorit, men er man sulten, som de fleste efterhånden er blevet, kan man godt finde lidt at klemme ned. Efter frokosten tog vi ud til 798 Factory, som er et flot renoveret kunstner- og atelierområde, hvor der er forskellige udstillinger i form af malerier og kunst. Der fik vi 2,5 timer til at gå på en fin cafe, der mindede om dem, vi har derhjemme. Man kunne fx få en super lækker pizza til sølle 50-60 yuan (faktisk et dyrt sted). Sidste punkt på dagens program stod på Kong Fu show, hvor man fik en fin historie fortalt, omkring Kejserskiftet og selve sporten Kong Fu. Helt vildt hvad små drenge kan lave af springgymnastik. Klokken 22.15 var vi alle helt færdige, for vi havde været i gang i 15 timer.
Frederik Jensen m. flere, 3.c

Onsdag den 3. oktober
Vi stod op kl. 07:00, for vi skulle tage bussen til Den Forbudte By kl. 08:30. Tilbage i sin tid inden Kina blev en republik, var det kejseren, der boede i Den Forbudte By. I Den Forbudte By bliver der ikke plantet træer, for kejseren var bange for, at der befandt sig mordere i træerne. Derudover var der 18 lag sten under jorden, da kejserne også var bange for, at folk ellers ville kunne grave sig ind til Den Forbudte By.  Efter vi havde været i Den Forbudte By skulle vi ud og køre med rickhaw, som er cykeltaxier. Vi kørte med rickhaw gennem Beijing, hvor vi herefter skulle besøge en lokal familie, som bor i Hutongerne. Hutongerne er en stor bolig, hvor mange mennesker kan bo til leje, som i øvrigt også var boligform i det gamle Beijing. Efter vores besøg hos den lokale familie og tur med rickhaw, spiste vi frokost på en kinesisk restaurant ved 12-tiden. Maden på denne restaurant var bedre end de andre dage vi har spist, men man finder stadig nogle sjove fund indimellem fx fuglehoveder, fuglefødder osv. Efter vi havde spist frokost skulle vi ud og se et stort supermarked. Inde i supermarkedet blev der fx solgt levende krabber, som man kunne købe. Udover det var der levende fisk i akvarier og udskåret råt kød lå åbent på bordene, uden nogen form for indpakning. Personalet i supermarkedet havde masker for munden. Supermarkedet var rigtig stort og man kunne få mange forskellige slags varer. Efter vores besøg i supermarkedet skulle vi ud og opleve traditionel kinesisk medicin, som er en 2000 år gammel tradition. Mens vi hørte om de forskellige urters indflydelse på kroppen, fik vi en lækker fodmassage af personalet. Derudover kom der en professor, som tjekkede os hver især om vi havde nogle problemer med vores krop. Hans teknik var at mærke vores puls på håndleddet og kigge på vores tunger, og derefter kunne han konkludere, om der var noget i vejen med vores helbred. Der var nogle der fx havde koldt eller varmt blod eller for lavt energiniveau. Derefter var vi tilbage på hotellet kl. 16:30, hvor vi selv stod for middagen. Folk blev lidt spredt, da nogle (mest pigerne) ville ned og shoppe på silkemarkedet, og drengene skulle ned og flexe deres kroppe i træningscenteret og i spaen. Silkemarkedet er et marked, hvor der bliver solgt kopivarer til billige priser, og i 3c er der næsten gået sport i hvem, der kan få prisen billigst ned. Alle – både drengene og pigerne har fået købt en masse lækre ting på markedet. Til sidst gik vi tidligt i seng, da vi skulle op meget tidligt næste morgen.
Sara Spiegelhauer, Simone Pedersen og Emily Kerrn, 3c

Tirsdag den 2. oktober 2012
Vi landede i Beijing lufthavn lidt over fem i morges i kinesisk tid. Derfra blev vi transporteret i bus til restauranten Kentucky Fried Chicken, hvor vi fik serveret et godt, solidt morgenmåltid bestående af burger, kaffe og cola. Herfra gik turen til Den Himmelske Fredsplads, som var smukt dekoreret med blomster i anledning af, at der er helligdage i Kina lige i øjeblikket. Kineserne er utroligt interesserede i at få taget billeder sammen med os, hvilket vi især mærkede på fredspladsen, hvor vi alle måtte stille op til adskillige fotoshoots. Efter vi havde besøgt Den Himmelske Fredsplads, spiste vi frokost på en traditionel kinesisk restaurant, hvor menuen stod på alt fra hønsefødder til svinelever. Selvom mange af os gik derfra på tom mave, blev trods alt en oplevelse rigere. Efter frokost blev det tid til shopping og oplevelser på Beijings berømte Silkemarked, som kan tilbyde alt, hvad hjertet kan begære i kopivarer. Da vi havde tømt Silkemarkedet fra varer, blev det endnu en gang tid til at spise. Igen stod menuen på traditionel kinesisk mad, dog lidt mere appetitvækkende denne gang. Mens vi spiste, blev vi underholdt med kinesisk musik og skyggespil, og folk så generelt ud til at hygge sig rigtig meget. Som afslutning på dagen tog de fleste af os endnu en tur på Silkemarkedet, mens de resterende tog hjem for at sove deres jetlag væk. Vi ses i morgen, hvor der vil blive fortalt om endnu en oplevelsesrig dag!
Christina Birkedal og Cecilia Rand, 3c

Mandag den 1. oktober 2012
Vi mødtes kl. 6.40 i Kastrup lufthavn, hvor der selvfølgelig (eftersom det jo er 3.c) var nogle, der kom for sent. Det var dog godt nok grundet kø Vi fik checket ind og derefter gik vi på indkøb på vej til flyveren. Den første flyvetur til Zürich gik fint, dog med lidt turbulens. Da vi ankom til Zürich skulle vi vente på at komme med det næste fly til Beijing. Allerede i ventetiden ved gaten befandt vi os blandt en masse kinesere. Vi steg om bord på flyet, hvor vi startede med at gå gennem first class - og håbede på vi kunne komme til at sove der de næste 10 timer ;-) men næ nej - vi fik vores pladser bagest i flyet, som faktisk var overraskede os positivt. Vi havde en hyggelig, men lang flyvetur med hver vores skærm i sædet foran os :-) Vi ankom til Beijing lufthavn i god behold og så var det ellers af sted mod morgenmaden … på KFC og derefter bød programmet på Den Himmelske Fredsplads. Vi har det godt og ser frem til at komme i gang for alvor.
Amanda Mikkelsen og Line Tüchsen, 3c

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.