De internationale spor
Gymnasial uddannelse med globalt udsyn
For unge med appetit på den globale verden er mulighederne mangfoldige på Køge Handelsgymnasium. Det er både muligt at være i tryghedszonen og træde ud af den undervejs i ungdomsuddannelsen.
Netop nu står de unge i grundskolens ældste klasser overfor at skulle vælge den ungdomsuddannelse, der skal føre dem godt ud i livet. På Køge Handelsgymnasium bærer alle studieretninger præg af at vi lever i en global verden, men alligevel er der nogle retninger som direkte peger ud i verden. På IBS international Business Studies kommer de studerende ud på en årlig studietur, som kæder teori fra undervisningen sammen med alverdens praksisser på virksomhedsbesøg, historiske og kulturelle seværdigheder.
Afhængigt af sprogfagene har ture på 1. år hidtil vekslet mellem fx Dublin og Bruxelles, 2. år Malaga eller Berlin, mens turen på 3. år er gået til flere destinationer i USA eller Kina.
Hjemmefødning go home
Fra sommeren 2014 bliver det muligt at springe helt ud i det internationale eventyr, når Køge Handelsgymnasium åbner for IBS English. Her bliver hverdagens fagsprog udelukkende engelsk – med undtagelse af dansk og sprogfag, som tager udgangspunkt i dansk. For at styrke den engelske fagsproglighed, vil de studerende på IBS English i løbet af gymnasietiden komme på en uges sprogskole i England og en hel måned på et anerkendt business college i USA, hvor de skal følge fag og forløb, der svarer til den undervisning, de ellers skulle have haft hjemme i Køge. På sidstnævnte ophold får de styrket deres mundtlige engelskkundskaber, da de skal bo hos en amerikansk værtsfamilie. ”Vi ser meget frem til at få premiere på IBS English til sommer,” siger hhx uddannelseschef Palle Birch og fortsætter: ”Vi oplevede stor interesse ved årets Åbent Hus i januar – og det er forståeligt, for hvis man er målrettet og ved man vil ud i verden eller fx læse videre på CBS, så vil man klart gå efter IBS English.”
Leonardo med bred appel
Man behøver ikke at blive studerende på IBS-linjerne for at få færten af de internationale spor. PIU-koordinatorerne Inge Jakobsen og Malene Olsgaard har tre år i træk kunnet sende motiverede studerende fra Køge Handelsgymnasium og elever fra Køge Handelsskoles merkantil HG-afdeling af sted til virksomhedspraktik og sprogskole i tre uger med EU-programmet Leonardo Da Vinci. Med destinationer i Tyskland, Spanien, Malta og England har elever og studerende haft gode muligheder for at træne og finpudse tysk, spansk og engelsk fra undervisningen i virkelighedens sproglaboratorium. Foruden de tre sprogfag udbyder Køge Handelsgymnasium også fransk og kinesisk – så spor verdensborgeren ind på fremtiden og tjek ind på Køge Handelsgymnasium efter sommerferien.