Er der d i stol?

Styr på læse- og stavefærdigheder?

Med test i læse- og stavefærdigheder og fif til at blive god studerende i Studieteknik bliver nye studerende klædt på til at tage en gymnasial uddannelse. På Køge Handelsgymnasium er det læsevejlederne Signe Sindberg Kaspersen og Tina Biil Eriksen, der koordinerer indsatsen.

Om lidt skal grundskolens ældste elever beslutte hvilken ungdomsuddannelse, de vil begynde på efter sommerferien. Endnu er tanken om nye klassekammerater, nye lærere, nye fag, studiemiljø og fester helt dugfrisk, men efter sommerferien bliver det virkelighed med alt hvad det indebærer. På Køge Handelsgymnasium vil man gerne hjælpe de nye på første år til hurtigt at komme ind i en god rytme som studerende. Læsevejlederne Signe Sindberg Kaspersen og Tina Biil Eriksen screener færdighederne indenfor læsning og stavning. Samtidig er de tovholdere på faget Studieteknik, som et korps af undervisere indgår i. Studieteknik giver konkrete tips til forskellige læsestrategier, til smart og effektiv lektielæsning, til noteteknik og meget mere.
I løbet af den første måned af et nyt skoleår screener Signe Sindberg Kaspersen og Tina Biil Eriksen hele den nye årgang med henblik på at støtte de studerende, der har behov for hjælp.  
”Vi har over de seneste år oplevet, at vi har en del studerende, som kæmper med læse- og stavevanskeligheder. Det betyder, at nogle studerende har svært ved at få læst deres lektier og lave deres skriftlige arbejde. Gennem screeningen giver vi studerende med udfordringer en håndsrækning – og lærerne bliver bevidste fra start om hvem, der behøver fokus for at kunne blive bedre. Ordningen fungerer som et frivilligt tilbud,” fortæller Tina Biil Eriksen.

”Med undersøgelsen kan vi hjælpe ordblinde med redskaber fx it rygsæk eller it-programmer – og har de først fået dem, så er de selvkørende gennem hele uddannelsen. Andre studerende kan have svært ved at stave eller læse, og så hjælper vi dem gennem øvelser og ved brug af forskellige teknikker,” siger Tina Biil Eriksen.
”Ud over testen fortæller os om en studerendes evne til at stave og læse, så bliver vi også klogere på vores studerendes forståelse af ord og betydninger – og der viser testen os, at et alment akademisk udtryk som ”ekspansion” – som fx bruges tit i fx samtidshistorie – ikke er en del af vores studerendes ordforåd, når de begynder. Det skal vi som undervisere være opmærksomme på,” siger Signe Sindberg Kaspersen, som selv underviser i samtidshistorie.

Øvelse gør mester    
”Jeg plejer at sige at det forholder sig med læsning og stavning som med fodboldtræning. Det er glimrende at have et godt boldøje, men for at blive rigtig god, kræver det både teknik og øvelse,” siger Signe Sindberg Kaspersen.
”At blive god til at læse og skrive kræver tid og træning. Man skal udfordres og træne. Det er godt at læse for at opbygge ordforråd og for at få fornemmelse for, hvordan ord staves – og for at kombinere ord i gode sætninger. Hvis studerende staver dårligt eller læser langsomt kan det være svært at opretholde motivation for uddannelsen – og derfor er det godt, når vi gennem en test kan finde frem til dem, der har behov for at lære teknikker til læsestrategier og give dem råd til, hvordan man bliver bedre til at læse og stave,” siger Signe Sindberg Kaspersen.

Erfaringerne med at screene læse- og stavefærdigheder har været så gode, at man på Køge Handelsgymnasium vil gå et skridt videre. Rikke Hastrup, som til daglig underviser i matematik, er i færd med at efteruddanne sig som matematikvejleder med henblik på at screene de studerende for dyskalkuli (talblindhed) og matematikvanskeligheder fra sommerferien. På den måde tager Køge Handelsgymnasium hånd om de unges udfordringer med tal og bogstaver, så de kan blive fastholdt og motiveret i at tage deres ungdomsuddannelse.

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.