Gode Gymnasie-ideer Giver Gejst

Innovationsretningens 1. års-studerende til Medicicamp

24 timers samarbejde, 200 unge fra tre gymnasier, et væld af nye input og idéer. Det var hovedingredienserne i den kreative cocktail, innovative kage, symbiose af nytænkning, og virvar af fremtidens idéer og løsninger på Medici Camp 2014, som i år blev afholdt på Køge Gymnasium. Målet var at skabe netop den idé, som skiller sig ud blandt de mange andre gode idéer, og som det skarpe dommerpanel vurderer som den bedste. Torsdag lige efter frokost bød rektor Peter Schiødt velkommen i Multihallen på Køge Gymnasium, der var vært for årets Medici Camp: ”I skal samarbejde, udvikle nye idéer, tænke ud af boksen. I vil møde forskellige udfordringer, og vi er spændt på at følge jeres nye tilgange og idéer. Vi håber at denne camp vil udvide jeres perspektiv”, lød det blandt andet.

Økologi og Bæredygtighed
Dette års Medici Camp havde fokus på økologi og bæredygtighed. Torsdag eftermiddag var der forskellige oplæg ”landbrug og fødevarer”, ”økologi” og ”bæredygtighed og CO2”. Det overordnede emne for Campen var ”Gamefication”, der enkelt sagt handler om at lokke folk til ændret adfærd gennem spil. Inspirerende foredragsholdere skubbede eleverne i gang, og derefter var der mulighed for at udvikle på elevernes egne idéer i grupper af ca. 6 elever. Samarbejde på tværs af skoler.

Deltagerne er ubetinget begejstrede over det samarbejde, som foregår i de 24 timer, og de glæder sig over at kunne arbejde med hinandens styrker og sammen blive endnu bedre. ”Det er fascinerende at vi kan mødes fra forskellige skoler og lave dagligdags ting på sjove måder”, fortæller Stine og Nanna fra Køge Handelsgymnasiet.
”Man lærer nye folk og nye skoler at kende” og ”nyt indblik i andres tanker” og ”alle er åbne over for hinanden”, lyder det ligeledes fra mange andre elever. Og hele Salen summede af kreativitet, diskussioner, vandren rundt, programmering, plancher med flotte illustrationer og logoer.

Medici-tankegangen
”Helt basalt er det at vi implementer en Medici-tankegang, nemlig at der findes et krydsfelt for innovation og kreativitet. I det krydsfelt mødes mennesker med meget forskellig baggrund, teknisk, kunstnerisk og økonomisk. I lige der opstår der helt anderledes nye spring” siger lærer Kim Jakobsen fra Htx fra teknisk gymnasium. Og lærer Jette Knudsen fra Hhx på Køge Handelsgymnasium  supplerer: ”Det har været spændende at se de her unge mennesker komme meget usikre og så til at de udvikler den her positive tilgang til det og netop ser tværfagligheden. Mange af dem har fået et rigtig godt resultat ud af det.”

Fremtidens idéer
Elevernes ideer og tanker viste stor mangfoldighed, og deres evne til at tænke innovativt og ”ud af boksen” var fascinerende. Der var bl.a. idéer som: - App med QR til shopping og rabat ved køb af økologivarer, - Pant på cigaretpakkerne, fordi de sviner i naturen, - Computerspil med tidsmæssig begrænsning og påkrævet fysisk aktivitet - App som gør folk opmærksomme på alternative transportmidler og udformet som konkurrence. - App som forebygger madspild med og alternative opskrifter - En scanner som kan måle om madvarer er for gamle, genbrugsstationer med vægte til trailere tilknyttet og konkurrencer og præmier.

Årets vinder
Medici Camp’en sluttede med at alle grupper fremlagde deres idéer for dommerpanelet i Køge Gymnasiums Multihal. Dommerpanelet - der bestod af erhvervsfolk, kunstnere, kommunefolk, bestyrelsesmedlemmer fra skolerne, som typisk repræsenterer industrien - havde travlt med at forholde sig til de mange spændende idéer. Undervejs siger dommer Jørgen Madsen fra Dansk Metal: ”Der er nogle rigtig gode perler ind i mellem. Jeg havde dog gerne set endnu flere der arbejdede med andet end mobilapps. De fleste har kun den målgruppe, som de selv er, som typisk bruger mobilen hele tiden og er meget vant til apps.”

Efter en intens dommervotering skulle enkelt gruppe vinder dog vælges. Vinderen blev en gruppe, der ud fra sloganet ”Fight it, don’t light it”, ville lave en app til energibesparelser på kommunalt plan. Gruppens tanker var at app’en skulle kunne bruges  på individ-,familie- og kommunalt-plan, og at der skulle konkurreres på det. Dommerne komplimenterede vindere og roste gruppens forslag for at være ”grundigt, gennemarbejdet” og at der var ”et stort engagement og fantastisk formidling”. Medlemmerne i vindergruppen modtog hver et gavekort på 500 kr fra Køge Handelstandsforening.

Bag om konceptet
Medici Camp er inspireret af renæssancens tilgang til opfindelser og idéudvikling som fx hos fyrstefamilien Medici i Firenze var det. I et arbejdskrydsfelt mellem filosoffer, videnskabsmænd og kunstnere, så nye banebrydende opfindelser dagens lys. Medici Camp overfører princippet til de tre ungdomsuddannelsers forskellige tilgange til teori og praksis – og lader de studerende opdage de gode samspil, der opstår i tværfaglige møder.  De studerende tager hjem med en god oplevelse i bagagen samt at de er blevet endnu bedre samarbejdspartnere, og de har fået konkrete erfaringer i gruppeproces og innovationsprocesser. Fra torsdag til fredag skal alle grupperne frembringe et produkt eller en service, som tager udgangspunkt i eller understøtter en trend – som fredag vurderes af eksterne dommere

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.