Spil med krog ud i virkeligheden
Når teori og praksis går hånd i hånd
Til det lokale erhvervsarrangement BusinessCombat mødtes erhvervsfolk med studerende på Køge Handelsgymnasium til en faglig dyst. Her blev der konkurreret i at være bedst til at starte og drive et fiktivt firma.
Bag fænomenet og som teknisk arrangør af BusinessCombat står Keld Nørgaard fra Welcome Management, som har specialiseret sig i at udvikle en række professionelle virksomhedsspil til offline og online brug. Med BusinessCombat besøger Welcome Management ikke færre end 32 handelsskoler landet over hen i efteråret. Torsdag den 18. september var turen kommet til Køge Handelsskole foranlediget og sponsoreret af Spar Nord i Køge og Addere Revision i Køge. Begge virksomheder havde inviteret samarbejdspartnere fra erhvervslivet med til en venskabelig dyst mod studerende på Køge Handelsgymnasiums 3m innovationsretning.
Gennem BusinessCombat bliver teori fra de studerendes undervisning i virksomhed for første gang testet af i prakis om end det kun er et spil. De deltagende erhvervsfolk er med til at gøre oplevelsen endnu mere realistisk for de studerende – og er et interessant forum for alle partnere. Addere Revision og Spar Nord stillede hver med et hold og sammen med ledere og medarbejdere fra så mangfoldige virksomheder som Ergo Partner A/S, Addere Administration, Clever Living, OLC Holding A/S, Strandbygruppen, Interplan A/S (Vallensbæk), Ret & Råd, Hvid & Frit (Roskilde), Egon Olsen & Søn A/S, Dansk Bygningskontrol A/S og Advodan Køge. Holdene blev blandet som rene erhvervshold og hold af studerende under selve konkurrencen, som varede hele formiddagen og blev efterfulgt af fælles frokost og opsamling på spillet.
Praksis på flere måder
Blandt de studerende var forventningerne til dagens kamp høje. Køge Handelsgymnasium havde allerede året forinden haft fornøjelsen af at have besøg af BusinessCombat og Welcome Management.
”Vi har hørt så meget godt om arrangementet fra de 3. års studerende, der prøvede det sidste år,” fortæller My Heggelund, der går i 3m og fortsætter: ”Det er en fantastisk måde at få lov til at se teorien fra undervisningen virke i praksis. Det bliver udfordrende og spændende at prøve værktøjerne af. Det er utrolig fedt at få lov til at deltage i BusinessCombat, for vi får lov til at sætte en praktisk dimension på undervisningen – og endda i et samvær med erhvervsfolk fra brancher, der typisk rekrutterer elever og medarbejdere med en studentereksamen fra handelsgymnasiet.”
”For os på innovationsretningen er det ydermere fedt at få den oplevelse, for her i 3m er vi mange, der allerede, mens vi studerer, har startet virksomheder op. Vi er flere, der prøver de værktøjer, vi får stillet til rådighed af vores lærere, af i praksis. Vores lærere er utrolig gode til at hjælpe os med stort og småt, ” siger My Heggelund, der selv har startet smykkefirmaet MY – JEWELRY op.
Sammen med klassekammeraterne Frederikke Jacobsen, Signe Petersen, Frederik Bøgeskov, Jakob Juul Olsen og Tobias Schicki vandt hun desuden dagens BusinessCombat blandt de studerende. Blandt erhvervsfolkene løb Carl-Johan Juul Jensen (Addere Revision), Jeppe Nørgaard (Ret & Råd), Lars Bordoy, Hvid & Frit, Erik Hjorth Larsen Spar Nord og Jesper Rasmussen (Egon Olsen & Søn A/S) af med sejren.
Dagens virkelige værter privatkundechef Jesper Henriksen fra Spar Nord Køge og Søren Nielsen, revisor og partner i Addere Revision – begge gamle elever fra Køge Handelsskole henholdsvis årgang 1994 og 1982 – var tilfredse med dagens arrangement. ”For os begge som virksomheder er det vigtigt at være til stede blandt de unge – og vise os som mulige medspillere i fremtiden – både som kommende arbejdsplads og som kommende samarbejdspartnere,” fortæller Søren Nielsen.
”Vi vil være synlige – vi føler os stærkt forankrede i Køge – og det er vigtigt at erhvervsliv og et uddannelsessted som Køge Handelsskole er tæt forbudne. Det har været interessant at se en klasse som 3m, hvor mange studerende allerede nu er i fuld gang med projekter som iværksættere og selvstændige,” siger Jesper Henriksen.