Hvad sigter du efter?
Translokation på Køge Handelsgymnasium
Lørdag den 27. juni fejrede Køge Handelsgymnasium årets studenter ved den traditionsrige translokation i Ravnsborghallen. Festprogrammet bød på taler, musik, quiz samt overrækkelse af studenterbeviser og legater doneret af det lokale erhvervsliv.
Fra talerstolen bød Køge Handelsskoles bestyrelsesformand Søren Eltorp velkommen til alle dimittenderne, som var fremmødt i den store hal i Ravnsborghallen med deres familier for at lade sig fejre ved årets translokation. Efter de indledende bemærkninger overlod Søren Eltorp pladsen til lektor Henrik Kureer, som i rollen som konferencier havde ansvar for at føre de nybagte studenter, familier og ledere og lærere på Køge Handelsgymnasium godt gennem dagens festprogram. Første opgave var at sætte fællessang – Den danske sang – i gang.
Blåstemplet kvalitet
Efterfølgende holdt skolens direktør Tim Christensen translokationstale for studenterne og deres familier: ”Velkommen til jer og jeres forældre og pårørende. Jeg ønsker jer hjertelig tillykke med jeres eksamen. Det er dejligt at se jer – festklædte og glade – med et fælles varemærke for kvalitet på hovedet – en studenterhue med blåt bånd,” begyndte Tim Christensen.
”Det har været fantastisk at være vidne til jeres huepåsættelse de seneste par uger og opleve, hvordan jeres familier og venner har ventet på at fejre jer med flasker og hjemmebag, jordbær dyppet i chokolade. Skolen har emmet af god stemning og glade studenter. Jeg er overbevist om, at jeres forældre og familie er meget stolte af jer, nu hvor I kan kalde jer for student og står på dørtærsklen til nye og spændende udfordringer.”
”Nu står I for alvor over for den helt store beslutning om, hvor I vil hen i livet. Det er en svær beslutning at tage – særligt når der vægter høje forventninger fra samfundet, forældre og familie på jeres skuldre. I er vigtige brikker i fremtidens velfærdsamfund – det er derfor vigtigt, at I finder jeres plads i samfundet. I skal ud i en verden, hvor overskud og ressourcer er vendt til prioritering af ressourcer. Samtidig får I en kæmpe global udfordring. Vores virkelighed stiller nye krav til jeres evne til at navigere og tolke de voldsomt mange informationer, der er tilgængelige – samt de mange forskelligheder, I møder. Men det rummer også uanede muligheder for at være med til at præge den fremtid I er på vej ind i. Der findes mange muligheder og derfor er det godt at være rustet med et godt selvværd og gode beslutningsevner – når man i stigende grad selv skal skabe sine vilkår og muligheder,” sagde Tim Christensen.
”Husk at de kvalifikationer, som vi har bibragt jer de tre forløbne år, først udvikler sig til virkelige kompetencer og færdigheder, når I tager dem i brug og de bliver sat i spil med mellemmenneskelige relationer og de organisationer, kulturer og sammenhænge, I skal indgå i. Men drøm, ønsk – grib visionerne – hold fast og mest af alt vær dig selv. Lær at turde fortjene heldet og lykken – et godt liv. Jeg ønsker jer hjertelig til lykke med eksamen – og held og lykke med beslutningerne, identiteten og fremtiden!”sagde Tim Christensen.
Gennem hele spektret
Efter Tim Christensens translokationstale stod skolens band for underholdningen. Konferencier Henrik Kureer havde nu skiftet mikrofonen ud med altsax og spillede sammen med bandet, som primært består af tidligere studerende: Karen Sjølund (vokal), Jimmi Koldenborg (trommer), Nikolaj Skaaning (keyboards), Martin Møller (guitar) og Dan Rasmussen (bas). De spillede gode klassikere som ”Change the World” og ”Signed Sealed Delivered” samt hittet ”FourFiveSeconds”, hvor nyklækket student Maria Hatzisavvas Damsgaard fra 3a sang duet med Karen Sjølund.
Efter det musikalske indslag oprandt tiden for overrækkelsen af eksamensbeviser. Uddannelseschef Palle Birch på Køge Handelsgymnasium uddelte sammen med direktør Tim Christensen beviser og håndtryk til årets 367 studenter. Undervejs blev der rig lejlighed for de fremmødte familier til at indfange adskillige fotominder fra den store dag.
Efter alle årets studenter havde været en tur på scenen nåede programmet frem til den traditionsrige Gallaquiz. 3c havde vundet den store Superquiz for 3. års-klasser i midten af april, og nu skulle vinderklassen dyste mod holdet, som lærerne på Køge Handelsgymnasium havde sat. Alberte Sandager og Nicklas Sørensen fra 3c var oppe mod lærerkollegiet repræsenteret ved underviserne Signe Kaspersen og Michael Laugesen. De dystede i spørgsmål om sport, film, underholdning og politik. Det var spænding til de sidste. Før hurtigrunden lå lærerholdet til at vinde, men blev indhentet ved målstregen. Studenterne viste sig suveræne i slutspurten, og de vandt med 89 point over lærerholdets 81 point.
Inden receptionen i den tilstødende hal og opstilling til de sidste klassefotografier, blev årets legater uddelt. Årets legater kom fra Spar Nord, Addere Revision, Price Waterhouse Coopers, Danske Bank og Køge Handelsstandsforening.
Legaterne gik til studenter, som underviserne havde indstillet for deres engagement, faglighed, evne til at samle klassen eller gøre noget exceptionelt i forhold til Køge Handelsgymnasium. Modtagerne af årets legater blev: Josephine Christensen, Sara Bakdal Bentsen, Nicholas Gudmund Hansen, Silas Marco Sandermann, Mario Bækdal Rosenvold, Tobias Thomas og Daniel Johannes Friis. Skolens elevforening kaldet GEKH – repræsenteret ved to tidligere studerende, Christine Jans (årgang 2008) og Victor Skytte (årgang 2013) – overrakte desuden deres eget legat til Amalie Kiefer fra 3f. Til slut kunne Maria Hatzisavvas Damsgaard fra 3a atter indfinde sig på scenen for at modtage legat fra Sparekassen Sjælland for årets højeste snit på Køge Handelsgymnasium – nemlig på hele 11,6.