Af sted som tværfaglige turister
Fem klasser på Køge Handelsgymnasiums IBS-studieretning har været på studietur i foråret.
Et portræt af Irland
De tre 1.årsklasser, der var af sted i år, besøgte alle Dublin. Herud over besøgte klasserne enkeltvis hver et andet rejsemål nemlig byerne Belfast, Waterford og Cork. For klasserne handler det om at få indsuget Irlands mange tilbud samt få de kulturelle oplevelser og faglig inputs, der skal til for at få en udbytterig studietur. Alt sammen udgør de strømme af indtryk, som øger de studerendes bevidsthed om irsk kultur og samfund. Undervisningen hjemmefra bliver skærpet, når de studerende er ude og bruge alle deres sanser. Klasserne ser seværdigheder som Dublin Castle, Trinity College, det keltiske Monasterboice, fængslet Kilmainham Gaol og den irske frihedskæmper Michaels Collins fødested. De hører Irlands historie fortalt af mennesker fra de lokale byråd og Sinn Fein. De hører bankfolk fortælle om irsk økonomi og effekten af finanskrisen i Irland. De studerende imponerer alle steder deres værter med viden og gode spørgsmål, som de har forberedt hjemmefra. Klasserne besøger irske kultur centre, hvor de hører irsk musik og ser irer danse river dance. På irske pubber kan de lugte og smage den lokale mad. De tager også på sightseeing i det irske naturlandskab – føler vinden i ansigtet – når de bevæger sig rundt frit i naturen. Ud hvor man hele tiden forventer at møde en af de store irske digtere siddende på en sten et sted... De studerende får badet alle sanser og kommer hjem med mental overvægt i bagagen.
Dage og nætter i Berlin
De studerende fra Køge Handelsgymnasiums 2.års klasser var også fagligt godt klædt på til Berlin. I løbet af skoleåret har de forberedt sig sideløbende og i tværfaglige forløb i fagene tysk, kulturforståelse, historie, international økonomi og afsætning. De studerende kunne stille uddybende faglige spørgsmål i forbindelse med besøgene på den Danske Ambassade og Mercedes Haus. Alle deltog aktivt i programmet undervejs og hjemmefra havde de forberedt sig på at præsentere seværdighederne for hinanden - auf deutsch. Under opholdet i Berlin fulgte de to 2.års IBS-klasser et fyldigt og varieret program, som fokuserede på at give de studerende et bredt indtryk af den tyske storby, dens kultur og historie. Ud over bare at være til stede og danne sig et øjebliksbillede af den konstant omskiftende metropol, så fik de studerende mulighed for at gå i fortidens fodspor fx Brandenburger Tor, Juden Denkmal, Checkpoint Charlie og udflugt til Potsdam for at besøge Tysklands Versailles. De studerende stiftede også bekendtskab med Rigsdagsbygningen, som den engelske arkitekt Sir Norman Forster har opdateret til fremtiden. Englænderen har ladet fortid og nutid smelte sammen ved at forsyne bygningen med en ny voluminøs glaskuppel. Berlinerbesøget blev afsluttet med en teateraften i Friedrichstadt Palast, Europas største revyscene, hvor de studerende så et musikshow af bedste tyske skuffe!
Næste gang går turen til…
For de kommende 3.års klasser er undervisningen tilrettelagt, så de studerende kan blive klar til efteråret. Primært studieretningsfagene international økonomi, international afsætning og kulturforståelse udgør den faglige ballast for studieturene til henholdsvis Kina og USA. Klassen, som skal rejse til Beijing og Shanghai, vil komme til at opleve Kinas udvikling inden for innovation, design og teknologi. ”Kina vil snart befinde sig på vestligt niveau, så vi er nødt til at betragte Kina som mere end en produktionshal. Kina er verdens hurtigst voksende økonomi og forventes at være den dominerende økonomiske magt inden for en overskuelig årrække. Viden om og forståelse for Kina bliver en vigtig kompetence for de studerende i den nære fremtid”, fortæller Lotte Quist Mortensen underviser på Køge Handelsgymnasium. Derud over skal de studerende også ud og se kinesiske seværdigheder – Den Kinesiske Mur, Den Himmelske Fredsplads, Den Forbudte By og Kejserpaladset – samt en enkelt dansk – nemlig Den Lille Havfrue på Expo 2010 i Shanghai. På rejsen til USA kommer de studerende til Washington DC, New York og Miami. De vil komme til at besøge økonomiske og politiske magtcentre i såvel Washington DC som i New York. De skal også se vigtige mindesmærker, museer og historiske monumenter, som udtryk for USAs historiske og kulturelle udvikling. Både i New York og Miami skal klassen opleve de etniske kvarterer – Chinatown, Lower East Side, Little Italy og Harlem på Manhattan samt Miamis Little Havana. De studerende skal undersøge den brogede demografiske sammensætning som eksempler på den kulturelle smeltedigel og amerikansk identitet. Hertil kommer et udvalg af andre kulturelle oplevelser som fx en gospel-gudstjeneste, søndag i Central Park. Med andre ord: Køge Handelsgymnasiums globetrottere får rigeligt at skrive hjem om…