Underviserens guide til skoleverdenen
Den nye pædagogikumordning trådte i kraft 1. august 2009. Tre undervisere på Køge Handelsgymnasium blev færdige op til sommerferien med den 1-årige overbygningsuddannelse, og i august begyndte seks nye.
”Det er en gave at tage pædagogikum,” siger Mads Waneck. ”Det er en praktisk hjælp til hvordan man former, udvikler og kører et undervisningsforløb. Teorien kan måske være svær at forholde sig til – men de konkrete værktøjer er direkte anvendelige i undervisningen. Det er fx en utrolig oplevelse at komme ind og nærmest overtage sin vejleders klasse – og at opleve sin vejleder undervise naturligvis. Det er inspirerende at se hvor mange måder, det samme stof kan bruges i undervisningen,” fortæller Mads Waneck. ”At tage pædagogikum minder mig lidt om de der politifilm, hvor en erfaren og rolig politimand får selskab af en ung og til tider overivrig politimand,” griner Mads Waneck. ”Også i undervisningslokalet er det rart som urutineret underviser at have en cool kollega ved sin side.”
På øjenhøjde med de unge
”På pædagogikum lærer man nye metoder til at gennemgå stof på hhx,” fortæller Anders Ellegaard. ”Vi ser blandt andet på, hvordan nye ændringer i lærerplanen kan implementeres i undervisningen. I samfundsfag skal vi fx til at gå langt mere tematisk til værks. Vi skal tage afsæt i vores studerendes viden og bygge videre ovenpå. Den tilgang sikrer i højere grad de studerendes engagement og motivation, fordi undervisningen tager udgangspunkt i netop deres forventninger og interesse. Deres forforståelse kommer til at danne det grundlag, vi som undervisere skal bygge en teoretisk ramme op på.”
Anders Kaarsholm supplerer ”Det kan virke forvirrende at starte på pædagogikum, men kurserne er superinspirerende. Det er fedt med indspark, når man er kommet i gang med at undervise, og det er nemt hurtigt at få bragt nye metoder i spil. Helt konkret fik jeg meget ud af at bruge en ny metode til at gennemgå et komplekst stof med en klasse. De studerende havde arbejdet med en hjemmeopgave – og i stedet for at jeg gik igennem opgaven, lod jeg de studerende gennemgå stoffet for hinanden. De havde hver især ansvar for at videreformidle den viden, de havde opnået om et konkret emne. Det havde flere fordele. Det foregik i trygge rammer. De studerende fik videreformidlet deres nye viden med egne ord i det fællessprog, de har med deres klassekammerater. Ydermere opnåede de en vis stolthed, for de kunne tage ejerskab af deres viden – og det er en god måde at lære på.” Foruden Anders Kaarsholm, Anders Ellegaard og Mads Waneck er Mette Bertram, Lotte Mortensen og Kasper Askholm fra Køge Handelsgymnasium også startet på pædagogikum 09.
Udvikling uden ende
”Ved udgangen af sidste skoleår afsluttede Anisa Buskov, David Groth og Signe Sindberg Kaspersen som nogle af de første den nye pædagogikum-ordning,” fortæller hhx-uddannelseschef Palle Birch. ”Det er altid fantastisk, når vores lærere kommer hjem med bagagen fuld af nye pædagogiske redskaber og tips til nye undervisningsmetoder. Det giver en god synergieffekt, når ny viden mødes med fælles erfaringer – både når det gælder faglighed, it og det praktiske arbejde med de studerende i undervisningen. Lærerstaben her på Køge Handelsgymnasium er i forvejen kendt for at være drevet af stort engagement og stærke kompetencer i undervisningen – og at vi har undervisere, der er i gang med pædagogikum 09 bidrager kun til den gode proces, og det stiller jo os på ingen måde ringere,” smiler en stolt Palle Birch.