24 timer med innovatører in spe
Nicklas Willumsen fra 1g og Julie Malmgren fra 1h deltog med deres innovationsklasser i Medicicamp 3-4. marts.
”På Medicicampen arbejder man 24 timer med innovationsværktøjer og i miniworkshops. Medicicampen handlede om Corporate Social Responsibility (CSR) - virksomheders sociale ansvar - og vi skulle gruppevis udvikle et mærke med appel til unge mennesker. På campens første dag var der først en række sociale aktiviteter, som skulle ryste os sammen. Derefter tog vi hul på selve projektet – men kun i det små. Vi skulle udvikle et fælles værdigrundlag mellem virksomheder og unge, så vi skulle overveje, hvordan social entreprise kunne gøres interessante for unge. På campens andendag skulle vi udvikle et logo, der dækkede over de enkelte gruppers værdigrundlag og herefter præsenterede vi vores koncepter for dommere fra forskellige firmaer, ” fortæller Julie Malmgren fra Dalby. ”Projektet er procesorienteret og derfor arbejder grupperne med delmål for ikke at springe frem til et endemål med det samme. På den måde sikres den kreative proces – og flere ideer når at komme i spil,” fortæller Nicklas Willumsen fra Strøby Egede. ”Det gode ved Medicicamp er, at man arbejder på tværs af klasser og skoleretninger. Det var tydeligt at se, at hhx’erne havde stor fordel af et fag som afsætning. Vi var meget stærke, da projektet bevægede sig ind på promotion. Ellers var forskellene ikke store,” siger Nicklas Willumsen. ”Fagligheden var hele tiden i højsædet, fordi ingen kendte hinanden i forvejen. Campen fandt ydermere sted på Køge HTX på Boholtevej i Køge – så for os udefra – var rammerne også helt anderledes,” siger Nicklas Willumsen. ”At blande os på kryds og tværs havde også den gode effekt, at vi arbejdede langt mere seriøst og koncentreret med opgaven, for der er ingen forstyrrende elementer – og man kunne fx ikke lige tale weekendplaner med veninden,” smiler Julie Malmgren. ”Projektet var meget udfordrende, for man skulle være på hele tiden – og så var også ret sjovt at prøve at være på skole uden for normal skoletid.”
Realiserbar idé vandt
”Medicicampen afsluttede med at dommere valgte et vinderprojekt. Dommerne var Peter T. Petersen fra Cowi, Silje Lode fra Fair Trade, Birgitte Als fra Erhvervs og Selskabsstyrelsen, Pia Pinkowsky fra Innovationsbørsen, Helene Vallø fra Sociability og Mette Rasmussen fra Castus. De tog jobbet alvorligt og var gode og kompetente dommere,” siger Anders Ellegaard som til daglig underviser Julie Malmgrens klasse i samfundsfag.
”Det blev Nicklas Willumsens gruppe, som dommerne udpegede som vinder,” siger Astrid Underbjerg, som underviser 1g i virksomhedsøkonomi. ”Gruppens koncept var en afrikansk kogebog, som skulle udbrede kendskabet til Afrika og brugen af afrikanske råvarer. På den måde kunne kogebogen sikre grobund for økonomisk udvikling. Ydermere skulle provenuet af bogsalget også gå til at støtte udviklingen. Dommerne lagde i deres udvælgelse vægt på, at vinderprojektet var realistisk at sætte i søen, og gruppen blev inviteret til at arbejde videre med idéen af Pia Pinkowsky fra Innnovationsbørsen – så det var et stort skulderklap til gruppen,” siger Astrid Underbjerg.