SWOT, middag og dansetrin
Brigitte Askø Jensen, som er tale- og hørelærer i Køge Kommune, er netop i færd med at tage en akademiuddannelse på Erhvervsakademi Sjælland Campus Køge på Køge Handelsskole. I et af fagene – projektstyring – kom hun til eksamen to gange. Første gang hos lærer og censor. Anden gang da projektet blev ført ud i livet.
”Mit projekt er et arrangement: En argentinsk aften hos restaurant Theilgaard afholdt fredag den 18. marts i år. Programmet bød først på en argentinsk tre-retters menu med argentinsk vin ad libitum. Efterfølgende var der instruktion til tango til levende musik – og siden dj og dans. En ganske særlig aften med argentinsk præg,” fortæller Brigitte Askø Jensen. ”Jeg fik ideen til projektet, fordi jeg synes, Køge savner et tilbud til voksne, som gerne vil feste og danse,” fortæller Brigitte Askø Jensen. ”Første gang jeg besøgte restaurant Theilgaard i den Hvide By i Køge var til et privat arrangement – og som altid når jeg kommer nye steder, kan jeg ikke lade være med at fantasere over, hvad rammerne ellers kunne bruges til. Restaurant Theilgaard og omgivelserne er fulde af muligheder. Der er god stemning, masser af plads, åbent – og råt. På den måde mindede stedet mig meget om Buenos Aires, så derfor fandt jeg det oplagt at lave en argentinsk aften hos restaurant Theilgaard. Jeg kender salsa, så for mig skulle der også være noget nyt – og så blev det tango,” fortæller Brigitte Askø Jensen ”Så jeg tog udfordringen til mig, og mellem arbejde og uddannelsen på Køge Handelsskole øvede jeg mig på tango. Meningen var nemlig, at jeg skulle fungere som medinstruktør til argentinsk aften – så jeg fik travlt,” smiler Brigitte Askø Jensen.
Værktøjer driver projektet frem
”Det var oplagt at beskrive og opstille mit projekt som genstand for den opgave, jeg skulle lave i faget projektstyring. Jeg fik endda selskab af min kollega og medkursist, Annemette Rasch, og det fungerede glimrende, for hun kunne se på projektet med andre øjne. Vi fik redegjort for projektet ud fra de redskaber, som vores underviser Mogens Kischinovsky introducerede os til. På den måde blev min argentinske aften udsat for interessentanalyse, SWOT-analyse, budgetlægning samt afdækning af den kritiske sti gennem Gannts-diagram,” griner Brigitte Askø Jensen. ”Det er sikkert meget sundt at forholde sig objektivt gennem værktøjer og analyse. Men det var et rent og skær sammenfald mellem ide og uddannelse, der fik mig til at forholde mig til mit projekt som projekt. Med alt hvad det indebærer af planlægning, forbehold og risikovurderinger,” siger Brigitte Askø Jensen. ”I SWOT-analysen blev det fx tydeliggjort hvilke interne og eksterne faktorer, der kunne styrke eller svække vores projekt. At arrangementet foregår et sted som restaurant Theilgaard giver vores projekt en klar styrke: Rammerne er i orden både hvad angår køkken, plads, faciliteter og personale. En svaghed kan derimod være arrangørens manglende erfaringer. Risici – som jeg hverken har lod eller del i – det kunne være manglende tilslutning, at musikerne aflyser i sidste øjeblik eller danseinstruktøren bliver syg,” konstaterer Brigitte Askø Jensen. ”Projektplanlægningsværktøjerne har åbnet mine øjne for alle de aspekter, som gør et projekt succesfyldt. De afdækker hvilke komponenter, der skal indgå i projektet og hvor lang tid, projektets enkelte delelementer kan tage. Det er en god øvelse i at forholde sig kritisk og nøgternt til projekt som ”Argentinsk aften”, som ellers er skabet med hjertet,” siger Brigitte Askø Jensen.
Høst mere viden
”Fagmodulerne på akademiuddannelsen giver kompetencer og værktøjer, som straks kan anvendes i praksis – og det er Brigitte Askø Jensens projekt jo et tydeligt bevis på,” siger Charlotte Due, som er projektleder på Køge Handelsskole. ”Akademiuddannelsen kan tages som en hel uddannelse eller man kan nøjes med at læse et enkelt modul, der giver øgede kompetencer til job eller jobsøgning – alt afhængigt af hvad man lige har brug for. På Erhvervsakademi Sjælland Campus Køge udbydes hold både om aftenen og om dagen. Dagholdene er fuldtidstilrettelagt, så der vil være mulighed for at søge svu eller tage et modul som 6 ugers selvvalgt uddannelse, hvis man er ledig. Hvert modul er på 60 lektioner og afsluttes med eksamen,” siger Charlotte Due. ”Vi starter i øvrigt løbende hold op i projektstyring – næste gang allerede den 4. maj. Det er relevant, hvis man – som fx Brigitte Askø Jensen – har behov for at kunne forstå en organisation, dens strukturer, kulturer og processer set i en projektsammenhæng – såvel i praksis som teoretisk. Kurset giver dig redskaber til at kunne deltage ved etablering af et projekt, varetage dets gennemførsel samt evnen til at kvalitetssikre det. Hvis man har spørgsmål eller gerne vil tilmelde sig, er man velkommen til at ringe til min kollega, uddannelsessekretær Heidi Frederiksen på telefon 5667 0469,” siger Charlotte Due, ”Det varer heller ikke længe, før vi kan præsentere vores efterårsudbud i annoncer og på vores hjemmeside www.khs.dk.”