Flid belønnes – elevplads ønskes
Merkantil Voksen-elev fik pengelegat: Berit Jonuzi fik forleden beviset for at have gennemført sin Merkantil Voksen-uddannelse – endda med lutter 10- og 12-taller. Som en ekstra lille overraskelse fik hun også et pengelegat fra Køge Handelsskoles elevfond. Nu er hun i gang med at søge elevplads.
-’ Som underviser bliver man imponeret over en super faglighed, karakterer på lutter 10 og 12-taller, et minimalt fravær og det faktum, at Berit er flyttet til Danmark fra Estland for få år siden og allerede mestrer vores svære sprog. Derfor skal Berit have dette semesters legat, ’ – sagde underviser på Merkantil Voksen, Sus Winther, da hun overrakte Berit legatet.
Drømmer om økonomi
- ’Mit favoritfag på Merkantil Voksen var helt klart Erhvervsøkonomi. Mit drømmejob er en kontoruddannelse med speciale i økonomi, ’ – tilføjer Berit Jonuzi selv. Hun bor for tiden i Hundige og havde før sin Merkantil-uddannelse en studentereksamen fra Estland med i bagagen.
Merkantil Voksen
-’Uddannelsen har levet op til sit navn – vi har alle 25 studerende fået stort medansvar og der er en god, tryg og ligeværdig stemning på vores hold – og underviserne er meget engagerede, man kan mærke en ægte interesse fra dem hver dag, ’ tilføjer Berit Jonuzi.