Træerne vokser jo ind i himlen

Kenneth Mohn fra Stevns er project manager i Dansikring Direct. Sideløbende med jobbet har han taget en række ledelsesfag på AMU og merkonomniveau på Erhvervsakademiet på Køge Handelsskole. Efter sommerferien er han fortsat på diplomuddannelse i ledelse. På sigt er drømmen at gennemføre en Master of Management Development, men lige nu og her er det Dansikring Direct, der tæller.

Kenneth Mohn på 35 år er videbegærlig. Især når det gælder kurser i ledelse. Efter folkeskolen tog han handelsskolernes grunduddannelse, men skolegangen sluttede brat, da han blev ansat på McDonald’s. Først da Kenneth Mohn startede i Dansikring Direct i Køge, kom han tilbage på uddannelsessporet og videre op ad uddannelsestrappen. ”Det var egentlig min chef hos Dansikring Direct, som meldte mig til et AMU forløb i ”Grunduddannelse i ledelse” på Køge Handelsskole. På det tidspunkt var det en helt naturlig udvikling i min karriere, da jeg skulle arbejde som teamleder i vores partnerafdeling”, fortæller Kenneth Mohn om begyndelsen. ”Men jeg fortsatte på akademi- og merkonomuddannelsen, fordi Køge Handelsskole oprettede et turbohold, som betød, at jeg kunne få faget ”Ledelse i praksis” på merkonom-niveau direkte i forlængelse af mit AMU-forløb. Jeg blev overrasket over, hvor praktiskorienteret modulerne på akademi- og merkonomuddannelsen er bygget op. Det var nemt at anvende det lærte i min dagligdag hos Dansikring Direct, og jeg fik hurtigt en følelse af, at jeg udviklede mig som leder. De teorier, jeg har lært gennem min uddannelse, har givet mig en bedre forståelse for min medarbejdere og kollegaer. De har hjulpet mig til at forstå hvorfor, hvornår og hvordan mine omgivelser reager i forskellige situationer. Teorierne har jeg ikke bare brugt i mit arbejdsliv. Jeg synes, de generelt har givet mig en bedre menneskeforståelse,” fortæller Kenneth Mohn. ”Jeg er blevet bevidst på en helt ny måde. Tidligere oplevede situationer, som jeg har haft svært ved at begribe eller som vækkede særlige følelser i mig, har jeg efterfølgende kunnet analysere og belyse med de forskellige teorier, jeg har lært. Det tog lidt tid i starten, men nu er øvelsen inkorporeret i min tankegang og blevet så meget en del af hverdagen, at det hele foregår næsten ubevidst.”

Praksis + teorier = anvendelighed

”Netværket med underviser og andre kursister har betydet meget for mig. I vores fælles undervisningsrum har det været muligt at tage aktuelle emner op fra arbejdet og høre de andres syn på sagen. Det har givet mig meget inspiration til at tænke og til at handle anderledes, så både mine medarbejder og jeg har lært at udvikle os. I alle mine projektopgaver, som jeg har skrevet i forbindelse med eksaminer på uddannelsen, har jeg taget udgangspunkt i helt konkrete problemstillinger fra min dagligdag eller taget særlige emner op, som jeg gerne ville vide mere om eller forstå bedre. Jeg har brugt teorierne fra uddannelsen til at analysere mine problemstillinger, og det har været en meget lærerig proces,” siger Kenneth Mohn. ”Det er en unik chance til at få og udnytte underviserens erfaringer, når man fx skriver opgave om arbejdsmæssige problemstillinger. Samtidigt er det langt nemmere at relatere sig til teorien, når den overføres til ens egen virkelighed. Når jeg nu har en lederstilling, så er denne uddannelsesvej jo helt naturlig. Der findes rigtig mange spændende og relevante fag på akademi- og merkonomuddannelsen, og jeg er endnu ikke færdig med at læse disse fag, selvom jeg efter sommerferien fortsætter med lederuddannelse på diplomniveau på Center for diplomledelse,” smiler Kenneth Mohn. ”Jeg har taget mine fag på flere handelsskoler, men jeg oplever, at Erhvervsakademiet på Køge Handelsskole er det hyggeligste. Jeg er sikker på, at niveauet er det samme andre steder, men i Køge føler jeg, at der er fokus på kursisterne. Her er god stemning, og jeg bliver altid mødt af positive holdninger af både undervisere og kursussekretærer,” siger Kenneth Mohn.

Brug for mere viden?

Akademi- og merkonomuddannelsen kan tages som en hel uddannelse eller man kan nøjes med at læse et enkelt modul, der giver øgede kompetencer til job eller jobsøgning. På Erhvervsakademiet på Køge Handelsskole udbydes hold både om aftenen og om dagen. Dagholdene er fuldtidstilrettelagt, så der vil være mulighed for at søge svu eller tage et modul som 6 ugers selvvalgt uddannelse, hvis man er ledig. Hvert modul er på 60 lektioner og afsluttes med eksamen. Diplomuddannelsen i ledelse starter ligeledes til september og udbydes af Center for Diplomledelse, som er et samarbejde mellem Køge Handelsskole og Handelsskolen Sjælland Syd. Læs mere om de uddannelser, som Kenneth Mohn følger på www.khs.dk , www.merkonom-au.dk eller www.centerfordiplomledelse.dk . Eller kontakt Køge Handelsskoles kursussekretærer på 56670469.

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.