Papir på at være genbrugsvejleder
Torsdag den 31. marts kunne endnu et hold pladsmedarbejdere sætte punktum for gennemført uddannelsesforløb på Køge Handelsskoles Kursuscenter. Undervejs har de fået værktøjer til kommunikation, kundeservice, konflikthåndtering og samarbejde samt mere viden om arbejdsmiljø og farligt affald.
Ved et afslutningsseminar på Køge Handelsskole modtog 24 medarbejdere fra genbrugspladser på Sjælland diplom på gennemført uddannelse. Den sidste dag bød på ’Et kig ind i fremtiden’ med besøg fra organisationen Hold Danmark Rent og oplæg fra brancheforeningerne Renosam, AffaldDanmark samt Kommunernes Landsforening. Dagen blev brugt på at samle op, drage erfaringer og se fremtidsmulighederne i fællesskab. Organisationen Hold Danmark Rent var repræsenteret ved direktør Anne Holm Hansen, og hun satte fokus på det stigende problem med henkastet affald i den danske natur og havde mange tankevækkende pointer. ”Vi skal betragte affald som en dyrebar ressource. Vi har ansvar for vores affald, og vi burde tage det med os ligesom vi tager vores jakke og taske med os, når vi går. Det er et stigende problem – men noget stort set alle tager afstand fra. Samfundet bruger mere end 500 mio. kr. årligt på at håndtere henkastet affald,” fortalte Anne Holm Hansen. ”Cigaretskodder nedbrydes i naturen på fem år, men ingen aner faktisk hvilken påvirkning, det har på grundvandet – men det er jo gift. Hvis der først ligger skodder på jorden, virker det som en invitation til andre til at smide mere affald – så på den måde avler affald affald. Vi laver mange undersøgelser omkring fænomenet. Næsten 100 % af os finder henkastet affald forkasteligt. Alligevel gør halvdelen af os det. På vejene smider 59 % af bilisterne affald ud af vinduet, og mænd og kvinder er lige slemme til det. Mænd er dog mest ligeglade med, hvor det sker. Kvinderne gør det derimod mindre befærdede steder,” fortalte Anne Holm Hansen. ”Vi arbejder altid sammen med andre – vi synes vi kommer længst på den måde. Vi har blandt andet arbejdet sammen med Dansk Design Center og designbureauet Goodmorning Technology om at udvikle affaldsløsninger, der inviterer til at blive brugt og som på den måde kan være med til at ændre på vores adfærd,” fortalte Anne Holm Hansen.
Brancheforeningerne Renosam, AffaldDanmark og Kommunernes Landsforening opdaterede efterfølgende de nye genbrugsvejledere med de sidste nye regler og politiske tiltag på genbrugspladsområdet. I forlængelse af oplægget kom de nye genbrugsvejledere ind på en diskussion om det giftige stof PCB, der fx findes i fugemassen i termovinduer fra perioden 1955-1975.
Det rette snit
Efter oplæg og diskussioner blev stemningen mere løssluppen. Under klapsalver og glade tilråb overrakte lederne fra KaraNoveren, Amagerforbrændingen, Vestforbrændingen, AffaldPlus+ og Refa -diplomer til deres medarbejdere for gennemført forløb.
Afdelingsleder på Køge Handelsskoles Kursuscenter Karen Skipper er meget tilfreds med endnu et gennemført forløb – det femte i rækken – og opridser baggrunden for uddannelsen. ”På KaraNoveren i Roskilde indså sektionsleder og fællestillidsmand Kim Larsen for fire år siden, at der var behov for en formel uddannelse af medarbejdere på genbrugspladserne. Danskerne er glade for at køre deres affald på genbrugsstationerne, så Kim Larsen mente, der var et stigende behov for at pladsmedarbejdere blev bedre fagligt rustet om alle jobbets aspekter: Lovgivning, affaldssortering, arbejdsmiljø, kundeservice, kommunikation samt konflikthåndtering. Kim Larsens chef Finn Kjær var enig og sammen tog de kontakt til Køge Handelsskoles Kursuscenter. Uddannelsesforløbet er et eksempel på et skræddersyet AMU-kursus, som vi kan lave og tilbyde her på Køge Handelsskoles Kursuscenter. Netop dette uddannelsesforløb er udviklet i samarbejde med Roskilde Tekniske Skole,” fortæller Karen Skipper. ”Det særlige interessante ved uddannelsesforløbet for pladsmedarbejdere har været, at der har været behov for det. Kim Larsen og Finn Kjær har i den grad ramt plet, da de barslede med ideen. Det har først kørt som et pilotprojekt hos os, men hurtigt har det fået vind i sejlene. Vi udbyder nu uddannelsen til pladsarbejdere på Sjælland – og til efteråret kører AARHUS TECH de første uddannelsesforløb for pladsmedarbejdere vest for Storebælt. For os på Køge Handelsskoles Kursuscenter har det været en stor oplevelse at få lov til at bistå som fødselshjælpere til Kim Larsen og Finn Kjærs ide – og stå som garant for uddannelsens kvalitet i et AMU-tilsnit. Det er altid spændende at være med i den slags udviklingsprocesser. Lige netop denne uddannelse er tilmed kommet til at danne skole og udstikke normer for arbejdet på pladserne rundt om i landet,” siger Karen Skipper. ”Vi – og underviserne på forløbet – har ligeledes oplevet stor tilfredshed fra pladsmedarbejdernes side. Mange har haft stort behov for at supplere deres praktiske færdigheder med teori. Jeg har hørt mange udtrykke glæde over de konkrete værktøjer, de har erhvervet sig gennem uddannelsen. Og som vi mærker i dag er der også store glæde for det kursusbevis, som vi overrækker ved afslutningsseminaret.”