Udlandsophold på skoleskemaet

Køge Handelsgymnasiums to PIU-koordinatorer har sammen med CPH WEST ansøgt og modtaget midler fra EU-programmet Leonardo til at udsende 25 studerende og elever i tre ugers ophold i Spanien og på Malta. Fra Køge Handelsskole tager 12 af sted i november 2011.

PIU-koordinatorerne Inge Jakobsen og Malene Olsgaard er meget tilfredse over det nu lykkes at sende 25 af sted til virksomhedspraktik og sprogskole i tre uger. ”Normalt arbejder vi med at få vores unge af sted efter en overstået hhx eller merkantilt forløb – som et første job i udlandet,” fortæller lektor Inge Jakobsen.
”Men med midler fra Leonardo-programmet kan vi efterkomme det mange har efterspurgt – nemlig korte ophold undervejs i forløbet af ungdomsuddannelsen.” ”Vi har fået tildelt 25 pladser til Leonardoudsendelse – og de pladser er fordelt, så Merkantil-afdelingen på Køge Handelsskole har fået fem pladser til Merkantil. Fire pladser får CPH WEST som vores partner i Leonardoansøgningen, mens 16 pladser er gået til Køge Handelsgymnasium. På Merkantil-afdelingen varetager handelslærer Gitte Dyrløv udsendelsen,” fortæller adjunkt Malene Olsgaard. 

”I efteråret sender vi det første hold af sted. Fra Handelsgymnasiet drejer det sig om ni studerende: Johanne Nødgaard og Sebastian Lunøe fra 2a, Majbritt Christensen, Nicoline Lind og Josephine Stamp Frandsen fra 2f og Cecilie Olsen fra 2j rejser til Córdoba i Spanien, mens Victor Skytte fra 2a tager til Malta. De rejser alle fra den 24. eller 25. november til 15. december,” siger Inge Jakobsen.
”Fra Merkantil-afdelingen kommer Cecilie Reimer Frederiksen, Sheila Maria Wilde Langballe, Bilal Allam, Thomas Andersen og David Philip Pelsen af sted til Malta,” fortæller Malene Olsgaard og fortsætter: ”Det bliver tre intense uger for alle de udsendte. De skal gå sprogskole og være i praktik i en virksomhed. Samtidig skal de følge med i undervisningen hjemme online, så de kan aflevere deres opgaver og følge med i lektierne herhjemme.”

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.