Teknologi letter eksamen

Ugen igennem har gymnasieeleverne på Køge Handelsgymnasium afholdt terminsprøver – generalprøven på sommerens kommende studentereksaminer. Til forskel fra tidligere år, har de unge studerende anvendt egne medbragte pc’er. De har samtidig testet et nyt afleverings- og printsystem. Forløbet har ifølge skolens it-afdeling været en stor succes. 

-”Der har været langt færre henvendelser fra de unge studerende, end vi normalt oplever til eksaminer. Under en procent af de studerende har været forbi supporten. Det handler sandsynligvis om, at de unge føler sig trygge ved at kunne bruge deres egne pc’er til eksamen. Det er jo den pc, de er vant til at bruge i hverdagen derhjemme og på gymnasiet’, samstemmer it-supporter Lars Frederiksen og systemadministrator Martin Nielsen. Skolens it-chef Michael Daldorph supplerer: -‘Vi har tidligere oplevet en langt højere frekvens i henvendelser om simple funktioner i fx Word og Excel. Det har vi ikke til denne terminsprøve. Igen handler det om, at man føler sig tryg og hjemmevant med sin egen pc, selv om Officepakken er den samme som på fx en låne-pc. It handler jo ikke kun om teknik, men også om psykologi og brugerens opfattelse af, hvordan noget virker eller ej. Brugeroplevelsen for de 350-500 gymnasiestuderende, der har været til terminsprøver hver dag i denne uge, har vi åbenbart formået at gøre til en succesoplevelse.”

Aflever og print fra din smartphone!
Succesoplevelsen skyldes dog ikke kun, at de studerende har haft egen pc med. Skolens it-afdeling har nemlig testet et system, hvor igennem eleven afleverer og automatisk får printet sin opgave, via et onlinesystem: -”Systemet har nærmest udraderet de klassiske udfordringer, der typisk opstår, når hundredvis af studerende skal aflevere og printe simultant. Vores nye system sikrer, at alle opgaver printes ud via printcentre, hvor eksamenstilsynet sørger for, at alle får afleveret rettidigt. I princippet kan man printe ud fra hvilket som helst mobil enhed, der kan gå på nettet – fx fra en tablet eller smartphone, hvis nogen skulle vælge at lave deres opgaver på den slags gadgets. Det er i god tråd med vores supportpolitik: At understøtte alle de platforme og hardwaretyper, som vores elever anvender på skolen. Den fleksible printløsning med centre, er vi ved at udbrede på alle skolens uddannelser, i form af færre, men større centrale enheder, der øger fleksibiliteten for brugeren og samtidig tilgodeser miljøet,” afslutter Michael Daldorph.

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.