Hvad skal vi leve af i fremtiden?

Asger Aamund besøgte Campus Køge for at give sit bud

I disse år må alle i det danske samfund indstille sig på at blive mere konkurrencedygtige for at kunne klare sig i en global verden. Erhvervsmanden Asger Aamund gæstede Campus Køge til fyraftensmøde for at tage fremtidens skole under kærlig behandling sammen med medarbejdere på Campus Køges uddannelsesinstitutioner.   På Campus Køges kompetenceudvalgs initiativ blev undervisere og ledere fra alle uddannelsesinstitutioner i Campus Køge inviteret til fyraftensmøde tirsdag den 27. januar for at lade sig inspirere af erhvervsmanden Asger Aamund. Ulf Larsen fra CDI - Center for Dansk og Integration bød velkommen til fyraftensmødet, som blev faciliteret af Køge Handelsskoles direktør Tim Christensen. Asger Aamunds oplæg tog afsæt i overskriften ”Fremtidens samfund og skolen, der passer dertil” – og hans pointer matchede fuldstændigt Campus Køges mål om at forene uddannelse, innovation og erhverv. Han angreb fremtidens skole bagfra ved at se på det omkringliggende samfund. For at kunne levere en optimal skole og sikre kvalitet i fremtidens uddannelser må man først se på hvilken vej, vinden blæser, når det gælder økonomi og ambitioner. Han fremdrog Californien som skoleeksempel. For 20 år siden formulerede beslutningstagerne en ambitiøs plan, som skulle gøre den amerikanske stat til et førende vækst- og velstandssamfund. Dengang virkede planen utopisk, men i dag er Californien et vækst- og innovationscenter uden mage. Strategien dengang var at tiltrække virksomheder og firmastartere ved at indføre fx konkurrencedygtig skat, gode finansieringsmuligheder og gøre virksomhedsetablering nem og hurtig. I dag er Californien – og især Silicon Valley – berømt for sine mange virksomheder inden for it, innovation og biotech. Det er big business som Danmark godt kunne lære af, mente Asger Aamund og henviste efterfølgende til den danske regerings forsøg på at kickstarte dansk økonomi med vækstplan 1 og 2. Med humor påpegede Asger Aamund, at der er meget få visioner i at sænke virksomhedsskat med sølle to procent eller at indføre håndværkerfradrag, pejsebrændeafgift og kiste-ilægningsgebyr. 

Fremad med myre-hop
I Asger Aamunds optik vil fremtiden byde på omsiggribende forandringer – bolig og byer til havs, cancervacciner, 3D-pizza og meget mere. Fremtidens voksende og købestærke middelklasse verden over vil efterspørge kvalitet i alt – bolig, service, produkter og fødevarer. Nutidens og fremtidens menneske har taget styringen over deres eget liv – og det er også et krav i fremtiden, hvis man vil med på vognen, påpegede Asger Aamund. Fremtidens menneske skal være en hybrid af den livsnydende og sprælske græshoppe og den arbejdssomme myre, sagde Asger Aamund med henvisning til dyrefablen. Mennesker skal være som flittige myrer, men samtidig skal de kunne evne at gå mod strømmen og være kreative. Som virksomheder skal de skille sig ud og lyse op på det globale arbejdsmarked. Det er den virkelighed, fremtidens skole skal uddanne mennesker til, sagde Asger Aamund og understregede, at de vigtige parametre er kompetencer, karakterdannelse og livskvalitet. Familien har medansvar for det individuelle menneskes karakterdannelse og livskvalitet – men det er også områder, hvor skolen har en forpligtigelse – ud over at sikre kompetencer – fx gode danskkundskaber mundtligt og skriftligt, gode færdigheder inde for regning, samfundsforståelse og gerne et eller to fremmedsprog på hæderligt niveau. Samfundet som hele skal dyrke den kompromisløse kvalitet, sikre permanent innovation og have et globalt konkurrenceperspektiv, lød det fra Asger Aamund.

Kvalitet i alt
Asger Aamunds oplæg agerede baggrundstæppe for den efterfølgende summen. På kryds og tværs mødtes deltagerne for at fordøje Aamunds oplæg og sammen formulere spørgsmål til erhvervsmanden. Deltagerne tog fælles afsæt i fremtidens skole – og enhver skelede til egne virkeligheder på EUC Sjælland, Produktionshøjskolen Klemmenstrupgård, RUC, CDI, Køge Handelsskole og VUC i deres indbyrdes samtaler. Deltagernes spørgsmål gik på alt fra sociale kompetencer i fremtiden, Karsten Koch-udvalgets pointer, forældre og samfundets rolle for de unge og det grå gulds muligheder for at etablere sig på arbejdsmarkedet som selvstændige. Et hold ville sågar vide hvad Asger Aamund ville foretage sig som sin første gering, hvis nøglen til undervisningsministeriet blev hans i morgen. Asger Aamund slog på kvaliteten som væsentlig faktor og indskærpede skolens vigtige rolle i at sikre de unge kompetencer og bidrage til deres dannelsesproces. Den gode lærer viser sine elever verden og gør dem nysgerrige. På den baggrund vil de unge kvalificeret kunne træffe valg for deres fremtid og livskvalitet i overensstemmelse med deres ambitioner, behov og kompetencer, sluttede Asger Aamund sit oplæg i hjertet af Campus Køge. … Og hvad ville Asger Aamund gøre, hvis han blev minister for uddannelse og undervisning? Han ville såmænd afskaffe taksametersystemet og sætte klassekvotienten ned for at sikre kvaliteten af fremtidens vigtigste ressource: De unge.

 

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.