Håndsrækning i hverdagen
Uden mad og drikke dur medarbejderen ikke
Hvad skal vi have at spise i aften? Hvem køber ind og laver mad? Er du på kur lige for tiden eller har du travlt? Café KHS på Køge Handelsskole tilbyder take away til kollegaer, der gerne vil have luft i en travl hverdag.
”Café KHS er internt verdenskendt for sit gode køkken. Det er mad, som alle kan lide og mad, som lever op til forskellige behov. Medarbejderne bag Café KHS er stolte og glade over at kunne tilbyde take away for alle medarbejdere på Køge Handelsskole. En travl hverdag på jobbet skal ikke forhindre dig i at spise godt, sundt og varieret,” fortæller Lone Hedebo Hansen, som er daglig leder i Café KHS.
”Café KHS har tilbudt take away siden slutningen af 2013, og selve konceptet har udviklet sig stille og roligt, og det er nu ved at finde sin form. Vi har gjort os en masse erfaringer i den tid, og der er slet ikke tvivl om, at vi skal forsætte den spændende udvikling. Vi oplever stor interesse for konceptet,” siger Lone Hedebo Hansen og fortsætter: "Vi har en vision om at bidrage til, at ansatte – og på sigt alle med daglig gang på Køge Handelsskole – kan få en håndsrækning i dagligdagen. Der er en masse logistik, der skal falde på plads dagligt, men aftensmad behøver ikke at være en udfordring – og man behøver ikke at gå på kompromis med noget. Den mad, som vi leverer, skal være god, sund og varieret. Derfor har vi sat fokus på at kunne levere såvel varme retter, salater fra salatbar, sandwich og smørrebrød. Et egentligt menukort findes ikke, og det hænger sammen med vores ønske om fleksibilitet og variation. Bestillinger skal afgives dagen før inden kl. 13.00 pr. mail til mig, så sørger jeg for, at bestillingen er klar til betaling, og maden står klar til afhentning dagen efter inden caféens lukketid,” siger Lone Hedebo Hansen.
Visioner for konceptets fremtid
Lone Hedebo Hansen er begejstret for take away konceptet, og hun drømmer om, hvordan hun og holdet bag kan udvikle konceptet. "For at imødekomme forskellige behov kunne vi rigtig godt tænke os at kunne tilbyde fx særlig kaloriefattig mad - eller måske tilbyde særlige kosttemaer. Vi leger også med tanken om at indgå et samarbejde med idrætslærer Kenn Samuelsen på Køge Handelsgymnasium omkring noget med kost og motion,” siger hun.