Midt i en reformtid

Hvordan kan kommuner og uddannelsesinstitutioner hjælpe hinanden med at få styr på lovgivning, uddannelse, refusion og meget mere til gavn for borgerne og samfundet? I et fælles samarbejde mellem Køge Kommune og Køge Handelsskole er det første dialogmøde sat på benene, hvor partnerne kan klæde hinanden på til at klare den nye situation.

Køge Handelsskoles direktør Tim Christensen og jobcenterchef i Køge Kommune Bjarne Andersen deltog i april måned i et møde i Uddannelsesforum Øst og Øerne, hvor erhvervsskoledirektører og jobcenterchefer på Østsjælland mødtes for at tale om samarbejde og de kommende reformer på uddannelsesområdet. De blev hurtige enige om, at for at navigere bedst muligt gennem reformtiden, var det bedst at udnytte hinandens kompetencer og indsigt til fulde. Det blev afsættet for det fælles dialogmøde, som fandt sted onsdag den 26. august med deltagere fra Jobcentrene i Køge Bugt og Faxe samt fra Køge Handelsskole.



Udveksle viden

Til dialogmødet på Køge Handelsskole havde faglig koordinator Bente Ree fra Jobcenter Køge og voksenvejleder Karen Skipper fra Køge Handelsskole sammensat et program, som skulle gøre deltagerne klogere på de mange reformer på området, på virkningerne af dem samt give bud på, hvordan partnerne sammen kunne sikre fastholdelse af det gode samarbejde på trods af de nye vilkår. Ud over velkomst ved Køge Handelsskoles direktør Tim Christensen var der en række korte oplæg fra hhv. skolens og kommunernes eksperter fx om refusionslovgivningen, pulje til uddannelsesløft af ufaglærte, realkompetencevurdering, erhvervsuddannelse til voksne samt FVU og OBU.  Til slut var der fælles dialog og spørgsmål omkring arbejdsgange i jobcentrene og på skolen. Målet med dialogmødet var at finde gode genveje for borgerne baseret på mest mulig viden i de to verdner.

 

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.