Skolens frække dreng

Den nye skole er ved at tage form på Køge Handelsskole. Mens byggeriet er ved at forberede sig på at vokse vertikalt, sker der markante ændringer i de eksisterende bygninger. Det første tigerspring sker på skolens Merkantil-afdeling.

Byggepladsen ved siden af Køge Handelsskole vidner om aktivitet, men selve byggeriet syner ikke af meget endnu. Men inde på skolen hersker der stor aktivitet og bevidstheden om byggeriet har for længst gjort sit indtog. Tre af skolens fire pædagogiske afdelinger skal i forbindelse med den nye tilbygning holde flyttedag til sommer. Merkantil-afdelingen bliver imidlertid i deres nuværende rammer, men under forandrede former. Tirsdag den 1. marts fejrede Merkantil-afdelingen de nye forhold med kombineret reception og fernisering for ansatte på Køge Handelsskole.

”Lærerværelset, lærerarbejdsværelse og tekøkken er i forbindelse med den nye skole blevet moderniseret i tråd med de værdier, vi har på Merkantil-afdelingen,” fortæller merkantil uddannelseschef Hans Severinsen. ”Vi har fået skabt nogle åbne og fleksible rammer, som understøtter vores daglige arbejde med eleverne. Indretningen vidner desuden om det kreative miljø, vi huser her på afdelingen. Moderniseringen – både fysisk og teknologisk – har ydermere forgrenet sig til fællesarealerne og i vores lokaler, hvor vi har fx fået smartboards og nye møbler. Der er sågar blevet etableret en såkaldt rød tråd i form af turkise vægge til informationer og ur – samt elevernes egne visuelle produkter. Vi har haft gang i de store armbevægelser,” siger Hans Severinsen. ”Det har handlet om at skabe rammer for et nyt fællesskab – for undervisere og elever. Vi viser med vores indretning, at vi tør.”

Med pensler og modigt farvekort

Selve det praktiske omkring indretningen har merkantil uddannelsesleder Stina Grube og merkantil underviser Gitte Dyrløv stået for – med hjælp fra skolens serviceafdeling. ”Vi har haft fat i den store pensel – vi har fået store valmuer og sardindåser på væggene, en graffitivæg og skabt multifunktionelle rum, der kan give os mulighed for at fordybelse og for at arbejde i brede lærerteams,” fortæller Gitte Dyrløv. Foruden nye møbler og farver på væggene er der ligeledes kommet kunst på væggene. Studiesekretær på Merkantil-afdelingen Susanne Hald har i forbindelse med moderniseringen fået en ekstra funktion som kunstkoordinator. Hun sørger for at lærerværelset på Merkantil-afdelingen løbende får en lille kunstudstilling. Lige nu hænger der værker af Pia Hvidberg på væggen og Susanne Hald ved allerede nu, at næste udstilling bliver med værker fra Den gule Dør.

”De nye rammer tager godt imod dens brugere – og dem får vi jo flere af i den kommende tid,” fortæller Hans Severinsen. ”I uge 42 flytter Merkantil-voksenafdeling fra Pedersvej til Lyngvej og i juleferien 2011/12 kommer vores praktikcenter SIMU ligeledes hertil. Derfor har målet med nyindretningen i høj grad været at skabe optimale forhold for at flytte sammen og for at flytte om. Udfordringen har været at skabe gode rammer for såvel unge som voksne og mange forskellige uddannelser samt at styrke de læringsmiljøer og faglige udfordringer på Merkantil-afdelingen nu og i fremtiden.”

Vi indsamler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du har accepteret brugen af cookies, og vi bruger også en cookie til at huske dit svar. Nej, tak!

Læs mere om vores brug af cookies.